Forår i luften

20140309-154741.jpg
Så blev det forår i Danmark! Fuglene synger, solen skinner, svanerne har indtaget søerne og hjortene springer kåde omkring derude i skoven. Ren Morten Korch-stemning.

Jeg var i dag ude at teste formen for sidste gang inden afrejsen til Nepal på onsdag, og sådan en forårssøndag er der sandelig livlig trafik i skoven med overvægt af børnefamilier og hundeejere på stierne. Sådan en travl dag skal man holde sig til mountainbike-sporene for at undgå alt for mange konfrontationer og zig-zag-slalom mellem de naturnydende fodgængere.

Heldigvis viste sporene sig at være forbavsende fine i dag og tørre nok til at det var sjovt at køre dem. Der er nu ryddet op efter stormen Bodil, så alle spor er farbare, og sandelig om ikke også de geniale trailbuilders har været på færde og renoveret flere af spor-strækningerne. Det er en fornøjelse, når de dybeste huller og de mest opkørte stræk pludselig er repareret og endda tilført svingramper, bump, hop og andre udfordringer.

20140309-154803.jpg
Ja, ja Trailbuilders – tror I jeg er balancekunstner? Et af de nye, lange stræk med smalle broer, hvor man kan træne sin præcision.

Det blev til 21,5 km i et fornuftigt tempo, og jeg kan melde at formen er fin. Der er både styrke og udholdenhed til bakker og spurter, så jeg skruer nu med ro i sindet saddel og pedaler af og pakker dem i kufferten. Næste gang de skal i brug bliver på torsdag i Kathmandu.