Forestil dig…

Forestil dig, at du vågner en morgen, tager din cykel og beslutter dig for at køre 100 kilometer. Når du har kørt 1 kilometer møder du en mand, der fortæller dig, at den vej, du har tænkt dig at køre er oversvømmet. Så vender du om og kører en lille omvej, for at komme ind på din planlagte rute, men så møder du en anden mand, der siger, at også denne vej er oversvømmet, fordi det har regnet så vældigt meget den seneste tid. Først i tredje forsøg finder du en vej, der er farbar, men så er du også glad, for nu er du på vej. Sådan startede vores dag i dag.

Nå, men lad os bare fortsætte med legen… så nu skal du forestille dig, at du er ude på landet. Omkring dig ligger de smukkeste skrænter og højdedrag med græssende køer, geder eller får, og på de skrå flader vokser bananpalmer, papayatræer, sukkerrør og majs. For foden glimter dagens gråblege lys i de enorme rissumpes klare vand og på toppene ligger tætte tågebanker, der får det til at føles som om de tynger himmelrummet helt ned i nakken på dig. Alt omkring dig er grønt og frodigt, og farverne spiller fra spæd sart lysegrøn til tung og intens vintergrøn. Tilsæt dernæst en skyhøj luftfugtighed, der får tøjet til at klæbe til kroppen samt fraværet af motorstøj og et tillæg af eksotiske blomster og et kor af fuglefløjt. Så ved du, hvordan der så ud, der hvor jeg cyklede i dag… næsten!

For nu skal du jo også lige forestille dig en grusvej – vel at mærke en leret, orangegullig grusvej, der snor sig gennem det paradisiske landskab. Måske ikke bare en leret vej, men nok nærmere en decideret pløret og opkørt en af slagsen efter dagevis af regn. Fornem nu hvordan vejens overflade svupper under dine cykeldæk og griber om dine hjul og trækker dem ned i et fast og tungt favntag. Det er som at køre i klister, og du skal bruge mange kræfter for at komme frem.

Nu fuldender du billedet ved at strø store kraterhuller ud over hele vejens flade og fylde hullerne til randen med muddervand, så du har noget til at underholde dig med at slingre fri af, og så kaster du også lige nogle gedigne stigninger ind som perler på en snor. Nu tror jeg, du har et retvisende billede af dagens etape… nåeh nej, du skal naturligvis også tilsætte silende regn drysset hen over dagen!

Jeg holdt mig i sadlen cirka 40 kilometer. Så måtte jeg bide i det sure æble og henvise mig selv og min cykel til en udsigtsplads på forsædet af følgebussen. Jeg har ganske enkelt ikke kræfter til at holde styret på betryggende vis gennem mudderet på en nedkørsel og da slet ikke kræfter til at trække i styret, når det går virkelig opad. Men, selv om jeg var forberedt på, at det var sådan det kunne ende, så var det en meget svær beslutning at tage, at sætte mig i bussen. Men jeg er sikker på, det var det eneste rigtige at gøre. Og der sad jeg så og forsøgte at konversere med vores ultraflinke chauffør Cicero. Vi kan ikke et eneste ord af hinandens sprog, så det blev en lang eftermiddag, hvor vi udvekslede ord som and, kalkun, hund og kylling.

Og nu forestiller jeg mig, at det hele bliver meget bedre i morgen.

Klistervej.
Klistervej.
En yndig lille bro.
En yndig lille bro.
Det går opad.
Det går opad.
paraplycykel.
paraplycykel.
Tissehus - nej tak, jeg valgte palmelunden.
Tissehus – nej tak, jeg valgte palmelunden.
Udsigt.
Udsigt.

image

Find lige papegøjen, der titter frem.
Find lige papegøjen, der titter frem.
En kanariefugl
En kanariefugl

image

Bananklokke.
Bananklokke.

image

Bæk.
Bæk.