Første optaktsløb

20130407-154149.jpg

I vestsjælland ligger byen Mørkøv. En stationsby med 1800 indbyggere, en biograf, en købmand, en kirke og en Statoil-tank. Ikke umiddelbart et udflugtsmål, der tiltrækker mange turister, for ærligt talt er der ikke meget at se på i byen. Ikke desto mindre var netop Mørkøv målet for lørdagens 200 km cykeltur. Den første og korteste af de fire optaktsløb, jeg skal gennemføre.

Vi var vel ialt 25 cykelentusiaster, der stod på Rundforbi stadion lørdag morgen kl syv i rimfrost og minus fire grader. Her fik vi udleveret vores brevet-kort, små gule foldere med plads til kontrolstempler fra tjekpunkterne på ruten. Så var det afsted mod Mørkøv, der er vendepunktet 100 km ude af landevejen. Vores gruppe talte ti ryttere.

Det var bidende koldt
Hold nu op, hvor jeg frøs. Der gik fire timer, før jeg igen kunne mærke mine tæer, og de første to bed det i mine fingre og nev i mine kinder. For pokker da, hvor jeg mange gange spurgte mig selv, hvad i al verden, jeg dog havde gang i.

Første tjekpunkt er Statoil-tanken ved Roskilde Havn efter 50 km. Her vælter vi ind til skranken, køber kager, slik og cola og får et stempel i vores kort. Der skal sukker til musklerne. Pigerne stiller sig i kø ved toilettet og begynder at tage jakker og trøjer af, for at nå ind til selebukserne. Der i køen udveksler vi spændende detaljer omkring, hvordan vi holder varmen. En har et varmeplaster monteret på lænden, en anden har isoleret buksen med en avis, en tredje har tæerne i plastikposer. Joeh, vi er en kreativ flok.

De sjællandske alper
Vi har efterhånden fundet en rytme i gruppen, og det går fremad i jævnt tempo. Vi har en let vind i ansigtet og solen er begyndt at kigge frem.

Fra Roskilde går turen ud i det område, der går under betegnelsen De sjællandske alper. Området er, som navnet antyder, temmelig kuperet og der er en række lange og stejle stigninger. Jeg er ikke særlig god til bakker, så det bliver en arbejdsom dag på rammen. Benene føles såmænd gode, men jeg er ikke stærk nok til at træde op med samme fart, som de andre. Så de må vente lidt på mig på toppene. (Kig også på Veksø, Ganløse, værløse og Lejre områderne, og du vil se, at vi kom over pænt mange af de beskrevne bakker, så der var gode højdemeter og super træning i denne tur.)

Flere steder er bønderne i gang med at så, og vi kører lidt spidsrod mellem de forhøjninger af jord og ler, som de store traktordæk har præget i sildebensmønstre på vejene. Andre steder kører vi zigzag mellem de dybe huller, som vinteren har gnavet i asfalten. Vi er meget opmærksomme på vejens tilstand, for at ryge i sådan et hul med 40 km i timen er ikke sjovt.

Mørkøv
Efter små fem timer når vi frem til Statoil-tanken i Mørkøv. Vi er halvvejs. Ritualet gentager sig. Stempling, kager, kaffe, cola, toiletkø. Nu varmer solen en smule, og jeg spiser en ostemad på en trappesten i en solstråle. Jeg supplerer med en sukkergel og en halv energibar, og jeg genfylder mine vandflasker. Den ene med energidrik. På hele turen når jeg at drikke 3,5 liter væske, spise to energibarer og to sukkergel samt en ostemad.

Der ER altså ikke meget at sige om Mørkøv. Jeg ville gerne fremhæve et-eller-andet seværdigt, for jeg er jo lykkelig for at være nået frem. Men, jeg bemærker kun, at tankstationens vimpelflag er spilet ud i den rigtige retning. Vi får vinden i ryggen hjem.

Pludselig er vi hjemme
Her ved middagstid står solen højt på himlen, og der er lange stræk, hvor det hele bare triller, og hvor jeg ligefrem nyder turen. Jeg fryser ikke længere, og på et tidspunkt vover jeg endda at skifte lufferne ud med mine almindelige cykelhandsker, fordi jeg sveder om hænderne. Den fornøjelse holder dog kun få hundrede meter, så skifter jeg tilbage. Det var simpelthen alligevel for koldt.

Da vi stempler sidste gang i Roskilde, bemærker vi, at der er usædvanligt mange mennesker på havnen ved Vikingeskibsmuseet. Det myldrer med biler og folk. Jeg læser mig senere til, at det er fordi, museets stolte vikingeskib, Havhingsten, blev sat i vandet i dag. Fordi det er forår! (Det kan jeg altså stadig ikke få øje på).

Hjemturen er ellers nøjagtig den samme som udturen. Og så alligevel ikke. Ved Hove by kører vi ikke over Veksø, Ganløse og Farum hjem. I stedet bliver det over Smørum, Værløse og Lyngby, så vi får også lige de gode bakker med ved Frederiksdal. Det er en fin tur, og pludselig er vi hjemme.

Efter 9 timer og 45 minutter står vi igen i Rundforbi, og smider vores gule kontrolkort i den undseelige postkasse på væggen ved stadion. Vores effektive køretid er 8 timer og 33 minutter, hvilket giver en gennemsnitshastighed på 23 km/t. Ikke vanvittigt hurtigt men ok for en begyndermoster, som mig. Men samtidig viser det, at der altså er lang vej fra kageform til topform.

Status dagen derpå
Jeg har det egentlig forbavsende godt. Er ikke øm i hverken ben eller bag. Var heller ikke specielt udkørt i går og havde en fin aften. Det værste er de nærmest krampeagtige smerter i nakken og min højre skulder. Kunne næsten ikke løfte armen, da vi kom ind i går. I dag er det bedre efter en nats hvile og flere lag Diclofenac-creme.

Nu har jeg ærligt og redeligt fortjent titlen Randonneur. Mere om det i næste indlæg.