Grand Canyon

Jeg er tilbage på MTB på Gran Canaria. Jeg var her sidst på MTB i november 2014  og igen på raceren sidste  forår. Og jeg er blevet ret begejstret for øen, som jeg lidt sammenligner med en forvandlingskugle. Grim og gold ved kysterne, rå, grå og forrevet på sydsiden og grøn og frodig på nordsiden.

Lige som de to forrige gange er jeg tjekket ind hos Free Motion, der er en helt suveræn tur-arrangør, hvor der både er styr på tropperne og grejet. Her lejer jeg cykel, og her tager jeg med på deres guidede ture.

I dag gik turen ud fra Playa del Ingles og gennem den helt forunderlige barske natur i øens store kløft med de tre slugte også kaldet Gran Canarias Grand Canyon. Det var med lige dele glæde og forventning som usikkerhed og angst, jeg stillede til start. Glæde over alt det, jeg vidste var i vente og usikkerhed omkring, hvad min arm kan holde til. Det skulderbrud, som jeg fik i sommer trækker stadig lange spor af smerte gennem min arm ved bestemte bevægelser og stød… og begge dele skulle der komme så rigeligt af i løbet af dagen.

image

Turen starter med 14 kilometer på asfalt. Først 4 km ud af byen og så 10 km op gennem Ayagaures-dalen. Og når jeg skriver op, så skal det tages bogstaveligt. Alle 10 kilometer har en svag stigning på 2-4 procent, og strækket gennem den grønne dal er ideelt til at få varmet op inden stigningerne melder sig. Og det sker BUM. Lige pludselig sidder man i hårnålesvingene op til byen Ayagaures. Her ligger en stor bred dæmning, som vi krydser og naturligvis gør holdt på midten for at tage et foto. Der er næsten ingen vand i søen bag dæmningen, hvor vandstanden på få år er faldet med 5 meter.  Og i år er regnen stoppet to måneder tidligere end ellers, så der er udsigt til en lang og alt for tør sommer.

Herefter kører vi ind på grusvejen, som vi skal følge resten af dagen, og vi starter med en rask lille 3-km stigning, med enkelte stejle 15-20 procent stykker. Så går det lidt ned, og derefter op igen nogle kilometer. Vi kører hele turen langs kanterne på de tre slugter, op og ned, ind i bunden, ud igen og bliver belønnet med herlige udsigter, og underlaget veksler konstant mellem løst grus, hullet og stenet til decideret klippefyldt. Turens sidste (ret lange) nedkørsel byder på nogle temmelig stejle og bumpende passager med sandede sving, og efter 6 kilometer rocky road er vi retur ved asfalt og næsten hjemme.

Det blev til 40 kilometer og 660 højdemeter, og min arm klarede strabadserne til ug. Det er gode nyheder. At benene også var gode og på intet tidspunkt blev trætte fortæller mig, at enten er jeg i bedre form end jeg troede… eller også har jeg bare kørt for langsomt!

Jeg har kørt på en 29″ hardtail lidt tung Cannondale, og gud hvor har jeg savnet min egen fnuglette Scottsman fully. Måske vil jeg overveje, at han skal med på rejsen næste gang.

Hvis du har lyst til at se, om jeg beskriver turen korrekt, så fandt jeg denne video på nettet, som viser præcis den tur, jeg har kørt i dag. God fornøjelse. Youtube-video – på tur i Grand Canyon med Free Motion