Gribesåler

Jeg har fået nye sko.

Jeg har også fået nye pedaler.

Det er ganske gribende.

Det der med at være klikket fast i mine pedaler, bryder jeg mig ikke om, når jeg kører i skoven. På landevejen er jeg altid klikket ind, men i skoven bruger jeg flats… store, brede, flade pedaler. Det gør mig på en-eller-anden måde mere tryg, at jeg til enhver tid kan sætte foden ned uden at skulle tænke over at klikke ud først.

Hidtil har jeg bare kørt MTB i helt almindelige gummisko, og det er gået fint. Flat-pedalerne har nogle små knopper, som gør, at jeg ikke glider så nemt af dem, meeen det sker alligevel engang imellem, at jeg mister fodfæstet – især når det er mudret og vådt – og det kan være ret irriterende og ikke mindst, har jeg indkasseret mange blå mærker på skinnebenene på den konto.

Gribesål
Derfor har jeg nu investeret 1000 kroner i et par nye MTB-sko. Model TEVA med gribesåler! Sådan nogle såler med et dybt mønster, der er designet til at gribe pedalens knopper, så jeg står bedre fast. Samme princip, som når hjulene på indkøbsvognen i IKEA griber om transportbåndet og står fast, selv om det går op/ned. Da mine gamle pedaler også var blevet temmelig slidte og lejet var gået træt, ja så har jeg naturligvis også fået nye pedaler. Sådan en slags pakkeløsning.

Skoene kunne fås i høj og lav model, og jeg har valgt den høje, så der er støtte i anklen og – håber jeg – lidt færre omgange våde fødder. Farven på sålerne er kæk turkis, og sørme om der ikke også kom snørebånd med i samme kække farve. Heldigvis kom der også et sæt sorte snørebånd med. Dem har jeg valgt at bruge. Men jeg er sikker på, at jeg bliver nem at finde, hvis jeg en dag ligger med stængerne i vejret derude i skovbunden. De såler, overser man ikke.

Sko og pedaler blev prøvekørt i søndags, og det virkede rigtigt fint. Dem bliver jeg glad for, er jeg sikker på. Og nu er de pakket i kufferten, for de skal med til Skotland, hvor jeg den næste uges tid skal cykle MTB i højlandet. Wuhuu. Bare der ikke kommer alt for meget regn… og hvis der gør, så får jeg også tjekket, hvor vandafvisende de nye sko er.