Halvt fuldendt er godt begyndt

Det har været den koldeste aprilnat i 20 år med ned til fem graders frost. Det betød, at både tulipaner og påskeliljer lå slatne hen ad jorden til morgen, dækket af rimfrost, Men da solen fik magt, blev det en meget smuk dag med blå himmel og let vind. Dermed var vejret perfekt til min første landevejstur i år – 37 dage senere på den, end jeg var sidste år.

Det er nu seks uger siden, jeg blev opereret i skulderen, og jeg har kørt to korte ture på cykel siden. Efter begge ture har jeg følt mig øm og mørbanket. Derfor turde jeg ikke satse på, at jeg kunne holde til at køre BÅDE frem og tilbage til job på cykel i dag – 60 kilometer på een dag er nok stadig lige i overkanten. Men måske bare det halve? Den ene vej!

Jeg tænkte heller ikke, at skulderen kunne holde til belastningen ved, at jeg hang foroverbøjet på min racercykel. Men måske min gode gamle yppige citybike kunne bruges i stedet?

Halvt fuldendt er godt begyndt
Den tunge model Focus med bagagebærer og kædeskærm blev således fundet frem af gemmerne, sat bag på bilen og taget med på job. Da arbejdsdagen var omme efterlod vi bilen på en P-plads og kastede os sammen ud i forsøget på at tilbagelægge de 30 kilometer hjem. Det gik godt. Forbavsende godt. Og forbavsende langsomt! Det var godt nok kun den halve distance men så sandelig en god begyndelse… og nu er jeg igen øm og mørbanket og kan næsten ikke løfte armen. Men pyt. Det var en virkelig smuk tur tilsat lyden af lærkesang og stanken af den l**t, bondemanden spredte på sin mark.

I morgen tidlig tager vi turen tilbage til bilen.