Haretur

20130327-142520.jpg

Tilpas
For første gang i år var jeg tilpas. Frøs ikke. Smertede ikke. Sled ikke uforholdsmæssigt. For første gang i år nød jeg min cykeltur! Vinden var ikke så barsk som de forgående uger, og det betyder alverden, når nu temperaturen ikke gider stige.

Jeg kom ud på de små landeveje, og nu er det tydeligt derude, at de steder, der får sol er snefri. Meen, nogle marker minder mig stadig om min barndoms skattejagter, hvor der er drysset melspor, man skal følge. Små, hvide klatter hist og her, der lyser op på den lerede jord. Det blev til 30 km i solskin, med udsigt til hav og himmel. Jeg kører i øvrigt stadig på min MTB.

Påskeharen er på færde

I dag var dyrene også ude, og især harerne var på færde. Lystigt hopper de rundt på kryds og tværs af skovstier, landeveje og plovfurer, og sidder fredeligt på græshøjene og gumler. Sjældent har jeg set så mange harer på en og samme cykeltur. Måske er det fordi, det er påske?

Undervejs mødte jeg også en mægtig flok gæs, der var landet på en mark med et vandhul, og her snadrede, quackede og baskede de højlydt og veltilpasse i solen efter det lange træk herop til landet. Et par mægtige rovfugle kredsede over skoven, sangfuglene pippede energisk fra de nøgne trækroner, og selv hestene var ude og slå med bagen.

Stadig pivkoldt
Nu lyder det, som om det er herligt, lunt forår. Det er det ikke! Det er sølle 1 plusgrad. Men solen skinner, og i læhjørner kan man mærke, at den har magt og giver varme, lige som det opleves på skitur i alperne. I skoven er sporene stadig flere steder dækket af knitrende snedyner og knirkende frostpytter, man kan se sin egen ånde, og der skal stadig mange lag tøj til at holde mig varm. Men der er ingen tvivl i mit sind – det går den rigtige vej.