Hat-fight

image

Er det ja-hatten eller nej-hatten, der skal sejre i den store hat-fight?

Nu står jeg – igen – foran et valg. Det er på tide at beslutte, om jeg vil køre det sidste og længste af de kvalificerende optaktsløb. Har jeg mod på at prøve kræfter med turen på 600 kilometer i slutningen af juni? Har jeg lysten, som jo er det eneste mål med, at jeg skulle gøre det? Det er som at have en djævel på den ene skulder og en engel på den anden. Hver især hvisker de i mine ører og gør mig ubeslutsom. Irriterende.

    NEJ-hatten sender mig billeder af sofahjørnet, stranddage, vinmenuer og selskabelighed og insisterer på at minde mig om kvalme, smerter, skuffelse, ensomhed, kedsomhed, blæst, regn, siddesår, lægkramper og træthed. Den skriger, at der jo ikke er nogen grund til at overdrive morskaben, at der jo ikke er noget formål med det og husker mig på, at det at jo skal være ‘kun for sjov’. (Læs om de overvejelser i afsnittet ‘vil jeg?’ I indlægget Mentaltræning.

    JA-hatten sender mig billeder fra mine mange erobrede bjergtoppe, dykkervrag, gletcherspalter mv. der jo viser, hvad jeg hidtil gennem livet med succes har nået og stået igennem og hvor langt jeg før er kommet med min normalt ukuelige viljestyrke og evne til at fokusere på et mål. Den prikker til min stolthed, der ikke vil være en kvitter og til min fornuft, der godt kan se, at det er åndssvagt ikke at gennemføre serien af optaktsløb, når nu jeg har tre ud af fire.

Beslutter jeg mig for at køre, er det all-in. Træning, fokus og vilje. Sådan er jeg. Men aldrig har jeg været så meget i vildrede. Det er fortvivlende.

Jeg lader lige kampen rase et par dage.