Heels on Wheels

20130905-083234.jpg

Damer på startstregen til tredje afdeling af MTB-cuppen Heels on Wheels.

Onsdag aften kørte jeg tredje afdeling af mit absolutte yndlingsløb – endda i min absolutte yndlingsskov; Tisvilde Hegn i Nordsjælland. Det var tørvejr, vindstille og lunt. Så bliver det altså ikke meget bedre!

Heels on Wheels er en MTB-cup kun for kvinder. Cuppen køres hvert år i august/september over fire afdelinger. Jeg elsker det løb, og hvorfor nu det? Fordi der ikke er nogen mænd på sporet (sorry guys). Jeg har tidligere forsøgt mig med at deltage i forskellige mix-løb, men jeg er bare ikke dygtig nok til at køre om kap med 500 testosteron-pumpede mandfolk, der overhaler mig inden- og udenom. Det er decideret angstprovokerende for mig, at jeg hele tiden bliver presset, skubbet og råbt ad, fordi jeg ikke kører så stærkt og ikke er teknisk dygtig nok til at sno mig.

Når der er piger på sporet er stemningen bare anderledes. Der bliver pænt råbt, når nogen vil overhale… endda om de kommer højre eller venstre om – så jeg har en chance for at holde balancen og trække ud og give plads. Det er er fedt. Pigerne husker også tit at sige TAK, når de passerer. Mændende råber oftest bare SÅ FLYT DIG DOG (sorry igen guys). Ruterne er heller ikke så teknisk svære, når det er pigeløb. Noget, der ligger perfekt til mig, der efterhånden har fået god fart i cyklen, men altså ikke har meget erfaring og ekspertise som teknisk rytter.

For alle MTB-løb gælder, at man har et loop på 5-7 km, som skal køres igennem flest muligt antal gange inden for et fastsat tidsrum – i onsdags 70 minutter. Passerer man fx stregen efter 69 minutter, må man gerne tage en omgang mere. Vinderen er den, som hurtigst har kørt flest omgange.

Krampe
I øjeblikket er jeg stærkere end nogensinde før, så jeg ligger nu med fremme i den forreste halvdel af feltet. Dem, der er hurtige nok til at nå med og har kræfter til at køre den sidste, afgørende omgang. Det har jeg aldrig kunnet før. Sidste år kørte jeg ikke over to omgange. Så var jeg fysisk udmattet. I år kører jeg alle de omgange, jeg kan nå. I onsdags blev det til fire.

Det var et fantastisk spor, der var lagt til os. Lange stræk med blød mosbund, smalle spor med små “kilde-bakker” og masser af stræk med mange rødder. Rigtigt mange rødder. Til gengæld ikke så mange bakker, dog et par stykker, der trak søm. På sidste omgang, næsten hjemme, kører jeg ind på den sidste af disse bakker. Det sker efter en nedkørsel, et stort dyk ned i en grøfterende, der kræver god fart for at nå op på den anden side og så en total opbremsning og et skarp 90-graders sving ind på bakken. Lige der, da jeg træder an til bakken går min venstre læg i krampe. AV FOR HEDE HULE… Det har jeg aldrig før prøvet. At have krampe på den måde. Av, av, av.

Jeg falder simpelthen af cyklen og må sidde med benet strakt ud i luften. Det er som om benet er lammet og musklen står bare og pumper. Jeg havde virkelig lyst til at skrige, og jeg kan ikke få benet til at strække ud. Det lystrer bare ikke. Av, av, av. Efter et par minutter (hvor jeg bliver passeret af tre konkurrenter) reagerer musklen, slapper lidt af, og jeg kan komme op at stå. Jeg prøver at strække ud. Det hjælper lidt. Derefter begynder jeg at humpe op ad bakken med cyklen på slæb. Det letter.

Oppe på bakketoppen sætter jeg mig igen på cyklen og triller hjem. På trods af det ekstra tidsforbrug er min placering helt fin. For når jeg nu har kørt min fjerde omgang, er jeg jo foran alle dem, der kun har kørt tre omgange.

I dag, et par dage efter, er jeg stadig øm i lægmusklen, og jeg har ræsonneret mig frem til, at krampen skyldtes, at jeg havde drukket for lidt vand. Den fejl gør jeg ikke igen!