Horribelt varmt

Mandag 13. November 2017 – dag 2
Inden vi gik i seng i aftes skulle vi krydse ind på en seddel, hvad vi ville have til morgenmad – jeg valgte musli med yogurt og frisk frugt – og hold da op et topmål af lækkerhed. Når man samtidig sidder ude i den lune morgen, med udsigt til hængekøje, er det svært ikke at være i godt humør. Det der med at forudbestille maden er noget, vi i dag oplever som almindeligt brugt og i øvrigt en supergod ide. For ellers tager det timer at få sin mad.

I dag skal vi til Omentepe. En ø med to vulkaner, der ligger ude i Nicaragua-søen, som i øvrigt er mellemamerikas største sø. Så vi begiver os afsted i vores bus med cyklerne på taget, og undervejs må vores guide og chauffør ud et par gange for at sikre, at vi kan komme under de mange guirlander af ledninger, som hænger på tværs af vejen.. Det tager halvanden time at nå frem til Porto de San Jorge, hvorfra færgen sejler. Det er en lille flække med et par pølseboder og et supermarked. Eller… rettere en stor hal med en række reoler, hvorpå der står enkelte eksemplarer af varerne, som var de på udstilling kaminhylden derhjemme. Vi køber lidt nødder og chips og et par iskolde colaer – for her er horribelt varmt.

Færgen er proppet med mennesker. På, soldækket, på gulvene, på trapperne og i den lille indendørs salon, hvor der kører en film af ubestemmelig karakter. Turen tager halvanden time, og jeg får tid til at stikke hovedet ind til skipper på kommandobroen. Han er stor som en sumobryder og sort som natten med nedbidte negle og ikke ret gammel. Han sidder på en barstol i det lille styrhus og drejer på et kæmpe rat/ror på nok halvanden meter i diameter og af den gammeldags slags i udskåret træ mens han styrer os mod de to knejsende vulkaner i horisonten.

Vel ankommet til øen stilles vores cykler klar… men inden skal vi lige forbi et pizzaria og forudbestille frokosten til i morgen! Så kører vi. Sveden tapløber af mig, som vi triller ud på den brostensbelagte landevej. Ikke toppede brosten, bare sådan nogle betonsten. Det er en fin vej, og de første 12 km. Går det ligeud og flat.

Det betyder dog ikke, at der ikke forekommer forhindringer. Vi cykler mellem fritgående køer og udmagrede heste, som står, ligger og græsser langs og på vejen, og vi zigzagger mellem dem og deres efterladenskaber.

Her løber også høns og grise på kryds og tværs, samt børn på cykler, voksne med bananvogne og andet godt til salg.

Så kommer den første bakke. Ikke slem – 6-8% – og normalt ikke et problem for en som mig. Men… Jeg koger. Det er stinkende, bankende, helt horribelt varmt, og at køre bakker i denne hede er ikke min stærke side. Nogle gange føles det som om jeg har stukket hovedet i en bageovn, andre gange er det som om nogen har tændt et bål på min nakke. Det er virkelig, virkelig varmt. Jeg sætter farten ned til et tempo, hvor jeg ikke bliver forpustet og forsøger at holde pulsen nede (så meget, det nu kan lade sig gøre på en stigning), og jeg svinger ofte over i den forkerte side af vejen, for derovre falder skyggen fra vejsidetræerne.

En enkelt gang står jeg af cyklen for at tage et foto af den imponerende vulkan, som knejser lige ved siden af vejen, og efter endnu en times slid, når vi frem til vores frokoststed. En pole, ved en naturlig kilde.

Vores guide står klar med en liste og et menukort, så vi kan bestille vores mad, og så springe i poolen mens den bliver tilberedt. Det er igen en god ide, for der går en time, før vi kan spise frokost – kl. 15.30! Herefter kan det kun gå for langsomt. Vi kaster os i badetøjet og ud i den lille kildepool. AHHHH. Jeg er sikker på, det både sydede og boblede, da denne brændvarme krop mødte det kølige vand. Det var ganske enkelt genial planlægning, at stoppe her, så ingen led overlast af det anstrengende arbejde i middagsheden. (For de læsere, der har været i Australien, så er Mataranka et godt billede på stedet og stemningen her).

Vi ankommer til vores hotel lige i tide til at sætte os på terrassen og nyde den smukkeste solnedgang over Nicaragua sø med en iskold øl og en flaske vand. Det er nærmest magisk at sidde der og glo, mens en lille robåd glider gennem det røde aftenlys og et par af deltagerne svømmer rundt i vandkanten. Mørket falder på og vi får op til vores hytte for at klæde om, og her fortsætter magien, da ildfluerne danser lysdans langs den buldermørke sti og facinerer med deres må, korte, næsten umærkeligt sarte glimt i natten.

Her har vi til gengæld ikke forudbestilt vores aftensmad, og fra vi laver bestillingen og til maden serveres går der halvanden time. I den mellemliggende tid brifes vi om morgendagens tur. Vi skal bla. Gennem “la Chokolata”, en mudret passage, hvor vi anbefales IKKE at bære hvidt. He. Samtidig siger guiden, at vi er heldige, fordi det ikke har regnet i flere dage, så måske er der tørt og fint. Netop som vores guide har fortalt, hvor heldigt det er, at det ikke har regnet et par dage – hvilket er helt udsædvanligt, da vi er midt i regntiden – går det løs. Vinden tager til i løbet af få sekunder, tordenbraget hænger lige over vores hoveder og så er får vi et tropisk skybrud med massive mængder vand, lyn og brag. Det er voldsomt, men tager kun 25 minutter. Så sænker aftenfreden sig atter over os, og ildfluerne genoptager deres blinkefest.

Det blev til 37 km og knap 500 højdemeter… og en svederekord på mange liter!