Inferno

“Stakkels Niagara” skulle Fru Roosevelt have sagt, da hun første gang så Foz do Iguazu. Vandfaldet, der er områdets største turistattraktion, er 2,7 km bredt og består af 257 individuelle strømme, som tilsammen udgør det brede tæppe af vand. Niagara er 54 meter højt, Iguazu 82 m. Niagara leverer 168.000 m3 vand pr. minut, Iguazu 139.000 m3 pr. sekund, så ja – stakkels Niagara.(Verdens højeste vandfald er i øvrigt Angel Falls i Venezuela med sine 979 meter)

For at se vandfaldet skal vi til Argentina, så vi må frem med passene, for at komme igennem tolden. Mens vi venter på tolderne kommer en mand hen til vores bus og tilbyder at sælge os engangsregnslag for en tier. Vi ved jo, at vi bliver våde på den indlagte sejltur, så han har god afsætning.

Det er en yderst grå morgen med en særdeles truende himmel, der hænger over os, da vi træder ind i den store park, der rummer de våde attraktioner. Vi køber billet til “Det store eventyr” med  “100% bliv-våd-garanti”. Helt nøjagtigt går eventyret ud på, at vi skal igennem junglen i jeep, så sejle op ad floden til vandfaldene, og dernæst sejle ind under faldende, for at opnå vores 100% bliv-våd-garanti.

Mens vi venter på jeepen begynder det at rumle i det fjerne. Jeg går omkring og forsøger at få et billede af en af de næsebjørne, som lystigt løber omkring på området. Det vil bare ikke rigtigt lykkes. Endelig kommer jeepen. Vi sætter os op, og i samme sekund vi begynder at køre, begynder det også at regne. Alle hiver deres regnslag frem og snart ligner vi en gruppe formummede havenisser, der er på vej mod skafottet. Sammenkrøbne og tilsnørede. Vores guide på vognen hedder Leonardo, og han fortæller om det lille fredede palmetræ, der er 15 år om at vokse op til 1 meters højde, om tukaner, der elsker regnvejr og om de små hulefugle, der bor i huler bag vandfaldene og ligner svaler men er i familie med kolibrien. Han fortalt også meget andet, men det druknede bogstaveligt talt i den stadig tiltagende plaskregn og de heftige tordenskrald. Hold nu op, hvor blev vi våde – længe før beregnet og lige til skindet.

Seks kilometer fremme er jeepturen slut, og vi går ned ad nogle trapper, for at komme frem til båden, som skal sejle os ud til vandfaldet. Vi bliver udstyret med en orange redningsvest med gul fløjte, der er så stor og tyk af hårde korkindlæg, at man knap kan bevæge armene, og det føles, som har jeg fået et brystløft til en K-skål.

Det høvler ned. Det regner skomagerdrenge, som min mormor ville have sagt. Jeg har lagt mit kamera og min mobil i en plastpose, og nu får vi en drysack til yderligere sikring. Alligevel skal jeg jo liiiige snige mig til at tage et foto… men det skulle jeg ikke have gjort. Kameraet når at blive så vådt, at det strejker. Så jeg må gå i båden uden at kunne dokumentere. Meget irriterende. Jeg satser dog butikken, og bruger min iPhone i stedet, så lidt billeder (og video) får jeg heldigvis med hjem.

Da båden begynder at bevæge sig, pisker regnen direkte ind i mit ansigt. Jeg forsøger at trække regnslagets hætte ned over øjenene, men må til sidste vende mig ryggen til sejlretningen. For pokker, jeg er gennemblødt, og jeg formår ikke rigtigt at nyde turen.  Så nærmer vi os de store fald.

Min første tanke var INFERNO. Ordet betegner godt nok et helvede af flammer i en kæmpe, ukontrolleret brand – men det passer perfekt til det, jeg nu oplevede. Bare uden ild. Vi begav os bogstaveligt talt ind i et helvede af vand. Omkring mig står vanddampene sop fra alle sider, som mosekonebryg på en sommereng og får luften til at sitre af fugtighed så jeg gisper efter vejret. Under mig skummer vandet op i hidsige toppe, og som i en gryde, der koger over, slår vandet tilbage og bruser op i luften i brutale sprøjt og splask. Lydene varierer fra dyb rumlen til bragende torden, mens hvirvlerne hiver i båden og trækker i rælingen, da vi stikker næsen helt ind under kaskaderne i det stor 300-meter brede djævlegab. Det var vildt. Virkelig vildt…. og 100% vådt!

Resten af dagen pis-øs-regner det. Intet ophold, intet tørvejr. Vi spurter omkring i parken og vandrer af lange broer, og får mulighed for at se faldene både fra neden, fra oven og fra siden. Jeg er benovet. Det er imponerende og ganske fantastisk at stå på en platform over sådan et mægtigt vandfald og mærke, hvordan faldet skaber et vakuum, der suger alt luft med sig, og fornemme drønet og bruset og vildskaben af al den energi, der passerer lige under metalbroens fletfliser. Wow.

Jeg kan med sindsro sige, at jeg har brugt dagen på at se på vand. Vand GENNEM vand, vand UNDER vand, vand MIDT I vand og vand OVEN PÅ vand. Jeg er så våd og klam og sjasket, som jeg aldrig i mit liv har været før.

Og så har jeg har hørt, at vandfaldene tørrede ud i hele 28 dage tilbage i 1978. Det har jeg bare slet ikke fantasi til at forestille mig.

imageimageimageimageimage

Næsebjørn
Næsebjørn
På med regnjakken.
På med regnjakken.