Itsi Bitsi, tag med mig til Nepaaal

I de seneste dage har jeg gået og nynnet en gammel sang af Steppeulvene. Egentlig synes jeg ikke, sangen er særlig god, men den hænger bare fast og kværner løs konstant.

“Vi er inviteret til lamabaaal. Itsi Bitsi, tag med mig til Nepaaaal.”

Puha, jeg tør ikke tænke på, hvad forsangeren Eik Skaløe havde røget eller på anden vis indtaget, da den sang blev skrevet i 1967, for når jeg læser teksten, giver det ingen mening? Den handler om alt mellem flyvende tæpper, hvaldrab og kærlighed på een gang.

“Lad mig sejle i dine øjnes oceaner. Lad mig plukke af din ø’s bananer.”

Ja, teksten er så underlig, at jeg blev nødt til at søge lidt op på sangens historie. Da fandt jeg en artikel om pigen Iben. Det er hende, der er Itsi Bitsi. Hun fortæller sin egen historie om flippertidens engagement, håb, drømme, stofmisbrug og den sørgelige skæbne, hendes kærlighedsforhold til Eik Skaløe fik. Hun kom aldrig til Nepaaal. Det gjorde han. Men han kom aldrig hjem igen. Han fløj efter al sandsynlighed afsted på rusens tåger til et andet yndigt land i det hinsides.

Om en uge tager jeg afsted, og jeg regner bestemt med også at komme hjem.