Jeg ser

Det blev en lang nat. Armen værkede, sengen knirkede og regnen plaskede. Flere gange i løbet af natten lovede jeg mig selv, at hvis det fortsat regnede til morgen, så gad jeg ganske enkelt ikke cykle med. Ved syv-tiden stod jeg så op til en smuk søudsigt, indhyllet i forsigtig finregn og en let svævende tåge, og jeg fornemmede straks at morgenluften var væsentligt varmere end gårsdagens 12-14 grader. Det løftede humøret en del, og med armen tapet op med kinesiotape sprang jeg fortrøstningsfuld på cyklen.

Der gik ikke længe, så ophørte regnen. Det var jo næsten ikke til at tro? Vejene var stadig våde og opkørte, og vi fik stadig mudderstriber sprøjtet langt op ad ryggen, men det hele blev bare meget sjovere. Pludselig løftede jeg blikket, som ellers har været rettet stift på vejen, og pludselig rettede jeg mig op i stedet for at krympe mig for regnen. Pludselig så jeg mig omkring. Jeg så køer med store horn og heste i forskellige størrelser. Jeg så andegårde, hønsefugle og kalkuner. Jeg så dueslag og småfugle i buskene. Jeg så huse i forskellige farver og køkkenhaver med friske grøntsager. Jeg så træer med trompetblomster og buske med bær. Jeg så. Jeg oplevede. Jeg cyklede. Jeg nød det.

Samtidig skal det siges, at det jo også hjælper på oplevelsesværdien, at vi i dag kører igennem mere beboede områder, hvor der sker lidt mere, end langs de noget øde og ensformige stræk, vi har kørt de seneste par dage.

Mudderbjerget
Efter 20 relativt flade kilometer ud over landet og igennem et par småbyer med hovedgader af brosten, samles vi ved følgebussen. Her får vi at vide, at der venter en ond, ond stigning forude. To kilometer lige op i himlen med en stigningsprocent over 20. Så stejl og ufremkommelig, at bussen ikke kan køre med, og derfor vil tage en omvej, og så gemen, at de fleste af os sikkert ikke kan træde vores cykler hele vejen op. Jeg er ligeglad. Hellere forsøge og så stå af og trække cyklen, hvis det bliver nødvendigt, end at skulle ind i bussen.

Vejen op ad stigningen er meget fugtig. At køre her kan vel sammenlignes med fornemmelsen af at gå på en våd strandbred, hvor fødderne suges ned i dyndet for hvert skridt. Eller som at forsøge at trække sin sko fri af en klat tyggegummi. Det er tungt… så bliver det stejlt… og bang, så står jeg af cyklen og begynder min lange vandring opad med cyklen på slæb. Det går sådan set OK, lige ind til jeg runder det næste sving, hvor vejen bliver til en blævrende muddergrød, som når op til midt på hjulet og sætter sig i store kager overalt. Cyklen bliver mange kilo tungere på få omdrejninger, og synker bare dybere ned i det massive ælte. Til sidst står den af sig selv, holdt fast af pløret, og kan jeg ikke rykke den fri selv, så jeg må kalde på hjælp.

Det er en sej og tung tur op til toppen, hvor vi går i gang med at fjerne mudderkagerne med pinde. Ud af klippevæggen springer en lille kilde og derunder stiller vi på skift cyklerne og får skyllet de værste klumper af. Sikke et cirkus.

Derfra går det nedad de næste 20 km. Jeg kører sindssygt forsigtigt, og det er en god taktik, for tre gange rammer jeg lidt forkert på en mudderrille, og det er nok til at jeg kører af vejen. Jeg har altså ikke ret mange kræfter i den forbandede højrearm! Et sted holder vi ind ved et nydeligt grønt hus og spørger, om vi må låne haveslangen og vaske vores cykler. Det må vi. Manden i huset fortæller, at det nu har regnet i tre uger. I dag er helt speciel fordi det er tørvejr. Og selv om solen ikke på noget tidspunkt bryder igennem skylaget, så er her 26 grader og herligt lunt.

Et par kilometer uden for Timbo by ligger der et dødt dyr i vejkanten. Jeg kan ikke blot se det på lang afstand. Jeg kan også lugte det. Føj. Jeg kan til gengæld ikke umiddelbart se, hvad det er for et dyr. Kun at det er stort. Større end en gris, og med lys pels. Vi skal helt tæt på, før det går op for mig, at det er en kapivar. Et flodsvin. Verdens største gnaver. Den ligger der med opspilet bug og øjnene hakket ud af fuglene.

Så passerer vi en bro, hvor vi gør holdt og kigger på et lille vandfald, mens en familie på udflugt kigger på os. Tager billeder af os, ja og filmer os sågar. For sådan er det hver dag. Vi vækker opsigt. Bilisterne dytter venligt og vinker, fodgængere vender sig og råber opmuntrende ord og vinker, og alle filmer og fotograferer, når vi passerer. En stor kontrast til hjemme, hvor jeg oplever at blive skældt ud, får fingeren og bliver presset i trafikken.

Vi er sent fremme og spiser frokost kl 16:30 på hotellet, hvor vi kun kan vælge fra aftenmenukortet. Tre timer senere spiser vi aftensmad samme sted.

Til aften skal cyklerne til “revision”. Det er for størstedelens vedkommende tiltrængt. I morges måtte to fra holdet skifte til reservecyklerne, fordi deres egne var i stykker. Flere har problemer med dårlige gearskift og slidte tandhjul, flere har ingen eller næsten ingen bremseklodser og jeg har fornøjelsen af en kæde, der konstant ryger af. Joeh, en revision er kærkommen og tiltrængt.
Min arm synes også at lidt hvile og noget Voltaren-salve er kærkomment og tiltrængt.

image

image image image image image image image image image image

Cykelvask a la naturel.
Cykelvask a la naturel.