Jordbærtogt

image

Sommer betyder masser af ‘vejkantsfrugt’ til salg. I forgårs tilbød alle boderne langs vejene jordbær, men i dag, hvor vi var på jordbærtogt og havde rygsæk med til at bære dem hjem i, havde ingen af boderne flere jordbær. Ærgerligt.

Genoptræningen af min fod indebærer cykling hver anden dag. Korte distancer og langsomt tempo. Ikke noget med at tonse bakker og køre intensive intervaller. I dag blev det til 55 kilometer sommervej forbi køer og korn og bønder i gang med at høste.

image

Heldigvis var der masser at vælge imellem i isboden. Jeg fik en stor vaffel med tre kugler.

Vi kørte de første 30 kilometer på en time. Jeg satte selv tempoet, og jeg erkender, det gik alt, alt for hurtigt. Min fod begyndte at gøre ondt, og min lægmuskel sitrede på stadiet lige før krampe. Benet kan slet ikke tåle sådan en belastning endnu. Så vi kørte på havnen og spiste en is, så jeg lige kunne strække ud og finde ro.

image

Der var stor aktivitet i solskinnet på havnen, hvor det lokale spillemandsorkester musicerede og folk var mødt op til sommerdans på molen.

De sidste 25 kilometer tog lidt mere end en times tid. Til gengæld i direkte modvind. Nu til aften hamrer det i achilles og dunker i lægmusklen, som begge har fået massage og voltarensalve. Det er ok, siger fysioterapeuten, bare smerterne forsvinder inden for et døgn. I morgen måske.