Kathmandu

Tirsdag
Kathmandu. Navnet i sig selv har en fed lyd, synes jeg. Kathmandu. Et sted, jeg troede var smukt og spirituelt. Kathmandu. I virkeligheden en losseplads, en beskidt og uhumsk by, en forfalden stad, hvor bunden er nået og lyset forlængst er formørket i smogtåger. Trafikken er tung, lydbilledet pågående og lugten stram, her i Nepals hovedstad med godt 2 millioner indbyggere, hvor fattige mennesker tigger og gadebørn løber omkring. Der er intet charmerende ved fattige storbyer! Desværre.

I dag skal vi hjem. Om en time går turen til lufthavnen, og jeg skriver lige den sidste opdatering. Jeg har brugt det meste af dagen på at shoppe souvenirs. Vi bor i turistkvarteret Thamel, og her er shop på shop på shop med alt, hvad hjertet begærer af Nepalesisk te, messingstatuer, trekkingudstyr og uldstrik, og jeg har købt lidt af hvert. Det er ultrabilligt og vi har virkelig skulle handle på hver eneste ting, vi har købt. Det er festligt nok, for tonen er hjertelig og rar, når handlen står på, og vi smiler alle, når aftalen er indgået. Meget anderledes end jeg oplevede det i Thailand ved juletid.

I går var vi på tur rundt til et par af byens turistattraktioner. Makabert nok, så er ligbrændingspladsen et af de store trækplastre. Her oplevede vi, hvordan lig, svøbt i hvidt og orange, blev båret ind, pyntet med blomsterranker og farvepulver, lagt på ramper ved den hellige flod med fødderne i det hellige vand, for derefter at blive lagt på en stor brændestabel og antændt, for at brænde til aske i løbet af 3-4 timer. Det er både smukt, at det er en offentlig begivenhed, men også makabert, når man ser afbrænderpersonalet stå og skubbe til en blålilla fod, for at den skal komme rigtigt ind i bålet.

Her ved templet lever også de såkaldte saddhuer. Både de ægte og de falske. De ægte er hellige mænd, der kan lette sorger og udøve magi (!). De er klædt i hvidt eller er helt nøgne og bor inde på det hellige område, hvor kun troende hinduer må komme. De kan efter sigende stå på hovedet, på een hånd eller sidde i skrædderstilling i timevis. De uægte går omkring herude ved os vantro turister. De er malede i hovederne og lever af at tigge og få penge for, at turisterne tager billeder af dem. De sætter kulør på oplevelsen på samme niveau som aberne, der hopper omkring overalt og de hellige køer, der spankulerer omkring, som ejer de det hele. Apropos hellige køer, så fik vi at vide, at det giver 20 år i spjældet at slå sådan een ihjel… det samme, som for et menneske.

Lige ved siden af ligbrændingspladsen ligger plejehjemmet – praktisk nok, kunne man sige med lidt galgenhumor. Her bor de gamle, der ikke har familie, der kan passe dem. Nepalesere er små. Meget små. De fleste når mig kun til skulderen. Når de så bliver gamle og synker sammen, er de endnu mindre. Herinde i plejehjemmets gård, trissede alle disse krumbøjede, furede og meget små mennesker omkring, og jeg ville gerne have hørt deres livshistorier. Jeg er sikker på, at her var vidnesbyrdet om lange, arbejdsomme år med slid og slæb, men forhåbentlig var der også glæder og livserfaring. Nogle sad på trappetrinene og strikkede, nogle gik og talte med sig selv, andre lå i deres senge i de småbitte flersengsværelser,  der vendte ud mod gården, og atter andre arbejdede fx med at ordne brænde til ligbålene.

Derefter besøger vi kongebyen – den indre kerne af Kathmandu. De mange templer og tårne fra det 11. århundrede er forfaldne, og pladserne er fyldt med duer, turister og beboere. Vi ser Hanumans tempelkomples (abeguden) og går lidt omkring. Derefter tager vores guide os over at se Kathmandus levende guidinde. Kumari’en. Og jeg bliver forarget.

Historien er, at en konge engang havde en gudindes ånd til at råde sig. Gudinden var en ung pige. NÅr han rådførte sig med hende, måtte andre ikke være i rummet. Men dronningen lurede en dag på dem, hvorefter ånden forsvandt. fornærmet. Kongen var utrøstelig. Ånden kom så tilbage og fortalte ham, at han kunne vælge en dødelig ung pige, som ånden så ville besætte, så hun fortsat kunne råde ham. Hun skal bare opfylde 32 krav om skønhed, fra øjenvipper som en ko og kønsdele som en lotusblomst
Siden da har man valgt en ung pige (fra sølvsmedekasten, som er den samme, som Budda tilhørte) til at være levende gudinde. Hun skal være mellem 3-5 år og kan kun være gudinde til hun første gang menstruerer. Så kasseres hun, og en ny findes. Puha… for mig lyder det som en pædofil konge, der har fundet på en god historie. sorry nepal!

Nå, men den nuværende Kumari er 7 år og bor i kongebyen og man kan komme ind i hende gård og håbe på, at hun vil vise sig i et kort glimt og kaste sit guddommelige blik på een. Så er man virkelig velsignet. Vi stod i gården. Hun kom frem (og det gør hun så hver dag, cirka hver halve time). Hun kiggede på mig. Hun så uendelig trist ud. Smuk, bemalet men trist. Jeg havde virkelig lyst til at tage hende med hjem og befri hende fra dette fængsel, som hun kun forlader få gange om året, og aldrig til fods. Men her er det en stor ære, at være kumari.

Til aften har vi afskedsmiddag, med det traditionelle Dhal bat-måltid, der serveres i små skåle på et fad. Dertil var dans, musik og risvin serveret i lange stråler.

Nu er det hele slut. Eventyrligt har det været, og om et døgn er det hele forvandlet til gode minder. Namaste.