Klar til take-off 2015

image
Klar til take-off 2015.

Om en måned begynder cykelsæsonen 2015 for mig med en uges ophold på Gran Canaria. Derfor er det vist på høje tid at komme tilbage til tasterne her på bloggen, og berette lidt om vinterens cykelfornøjelser og forberedelserne til forårets komme. For det bliver et cykeltravlt og pedalaktivt år med massevis af gode udfordringer, som jeg har stillet mig selv.

Det ultimative mål i 2015 er, at jeg skal gennemføre langdistanceklassikeren Paris-Brest-Paris til august. 1200 kilometer på 90 timer. For at kunne stille op skal jeg gennemføre en serie af optaktsløb på hhv. 200, 300, 400 og 600 kilometer inden udgangen af juli. Dertil kommer en række løb og cups for MTB. Ferieplanerne er også ved at tage form, selv om de ikke er endeligt fastlagt her ved indgangen til februar måned.

Året forventes at byde på:

  • Gran Canaria 7 dage (uge 10) for at køre landevej i bjergene og nå Pico de Nieves
  • 200 km brevet (uge 12)
  • 300 km brevet (uge 15)
  • Mallorca 7 dage (uge 17) for at køre landevej i bjergene og besejre Sa Calobra
  • 400 km brevet (uge 18)
  • Bornholm stage race 4 dage (uge 20) for at trimme MTB-teknikken
  • Tøserunden (31. maj) 110 kilometer landevejstur – kun for kvinder
  • 600 km brevet (uge 23)
  • Heels-on-Wheels (sommercup MTB) fem etapeløb fra maj til august
  • Hotcup (sommercup MTB) syv etapeløb fra april til september
  • Paris-Brest-Paris (16-20 august)
  • Gribben (oktober) MTB-langdistance 45 km
  • Heino Fall Race (15. november) MTB-lang rute-43 km
  • (måske en tur til Brasilien på MTB til november. Er i støbeskeen.)

Det betyder, at bloggen vil komme til at bugne af rejsebeskrivelser, blive spækket med beretninger om dagligdags træning og delinger af erfaringer om nyt grej og smarte outfits… og ikke mindst peppet op med nye friske fotos fra tracks og landeveje i ind- og udland.

Jo, jo. Madammen er tilbage ved tasterne og byder læserne velkommen. Hæng bare på.