Knæk og bræk

Det var så den cykelsommer!

Jeg kom ikke til Paris at køre mit 1200 km løb i august i år. I stedet blev jeg hjemme og plejede en brækket skulder. ÆV.

Efter at have gennemført alle optaktsløb (200, 300, 400 og 600 km) hen over foråret var jeg ellers kommet i god form. Jeg var så klar til udfordringen som jeg kunne blive. Jeg glædede mig faktisk til at kaste mig ud i den hårde og strabadserende tur sammen med de 5000 andre deltagere.

Også på MTB-fronten gik det rigtigt godt. Der var kommet fart og flow i cyklen, og en dag i juli havde jeg derfor hyret en guide til at tage kæresten og mig en tur off track på Hallandsåsen i Sverige.

Cirka 20 km inde i turen udførte jeg et fornemt og stilfuldt styrt med fuld saltamortale, halv skrue og MTB’en i nakken. Resultatet var en brækket skulder med et stykke af overarmsknoglen løsrevet. På bare et øjeblik var det slut med cykling og væk var drømmen om Paris-Brest… ja, og sommercykling i det hele taget.

I stedet ventede uger med armen i slynge, pinefulde nætter, hvor det var umuligt at finde hvile og nu en lang og sej kamp for at genvinde brugen af en slatten og slap arm, hvor 80% af muskelstyrken forsvandt med et snuptag. I dag – efter tre måneder – er jeg kun lige kommet tilbage på cyklen. Armen er langt fra stærk nok til bump og drej, så det skal helst bare gå ligeud… og langsomt… og ikke vare for længe. Men, bare det at være i stand til at nå styret er store fremskridt.

MTB i Brasilien om bare fem dage
Om mindre end en uge går turen til Brasilien, hvor det var planen, at jeg skulle cykle MTB i to uger. 50-100 km pr. dag. Sådan bliver det ikke. Lige nu er mit største håb, at jeg bare kan komme et par timer på rammen hver dag. Så vil det være virkeligt stort.

Det betyder, at jeg nok får rigelig tid til at tage billeder og skrive blogindlæg, mens jeg sidder i følgebussen og keder mig. Så følg med her på kanalen.