Kolonnadekørsel og ømme knæ

Jeg er i Bologna. Min cykel ankom i forgårs, jeg selv kom i går og i morgen starter min tur op over Appeninerne og ned gennem Toscana. På MTB.

For første gang i mange år, er jeg en smule usikker på, om jeg kan klare turen. Der er godt 2000 højdemeter på programmet de næste to dage, og jeg har ikke kørt et eneste bjerg i denne sæson. Ja, jeg har faktisk ikke kørt ret meget på min cykel siden jeg blev opereret i skulderen i foråret, og jeg er nok 4000 km bagud på træningskontoen i forhold til de forrige år. Og jeg har tidligere kørt hernede i området på landevejscyklen, og jeg husker nogle seje stigninger. Så jeg er usikker på, om benene kan holde, og skulderen kan  bære. I dag fik jeg dog en første forsmag. Av. Av. Av.

Kolonnadebyen
Min kæreste og jeg startede dagen med at køre 20 km sightseeing. Først langs floden, så ad den lange, lange cykelsti-alle, der ligger i midterrabatten på ringvejen rundt om byen, og dernæst inde i selve Bologna bymidte, hvor der var festival med sport og spil, og dermed en masse, masse mennesker. En virkelig dejlig tur med indlagt pasta-pause og solnydning. Her er 25 grader og høj sol, kort sagt perfekt cykelvejr for en solhungrende nordbo. Men byen afspejler tydeligt, at dens beboere ikke sætter helt så meget pris på solen. De har nemlig bygget store kolonnader på alle bygninger, så man altid kan gå i skyggen. Det er arkitektonisk smukt, men samtidig “gemmer” det jo gadelivet, så det ved første øjekast kan se ud som om, der ikke er mennesker ude. Bologna er i øvrigt en hyggelig og særdeles cykelvenlig by, synes jeg.

Den berømte og berygtede San Luca-stigning
Ud på eftermiddagen startede introturen med holdet. Den gik også gennem bymidten, hvor vi bare kan konstatere, at det er svært at holde sammen på 12-14 cyklister, når de skal zigzagge sig igennem et tæt menneskemylder.

Men så kom den. Stigningen. Den stejle vej op til San Luca Basilisken på bakketoppen med udsigt over byen. (Læs evt. mere om stigningen). Et lille drej til venstre og så sad vi der. I slæbegearet og med en puls, der gik fra 0 til 200 i løbet af få sekunder. 14 procent stigning lige op i det blå, og lidt senere 16 procent. De 2 km derop var en strækning, der ikke var helt til at spøge med, men jeg blev belønnet med en fin udsigt og et kig på den smukke basilisk. Og anstrengelseshoste. Og ømme knæ.

Uha, det tegner til en hård tur.