Krammemadamme

Netop som madammen havde fået krammet på de Toscanske bakker, var turen er slut. Tilbage stod blot at kramme holdkammeraterne farvel og sende isenkrammet hjem.

Efter fem cykeldage er jeg hverken udmattet eller træt. Rent fysisk er jeg helt uventet godt tilpas, og jeg tog gerne endnu et par dage på rammen. Nu gik det jo lige så godt!

De åbne vidder
Man kører sig i form, er der nogle der siger. Måske er det ikke helt forkert. I al fald havde jeg virkelig en skøn sidste dag på cyklen. Ingen ømme ben. Ingen spændte muskler. Kun den allestedsnærværende dunkende smerte i skulderen. Men selv den, synes jeg har aftaget lidt.

Turens allersidste etape foregik – som alle de øvrige – under høj sol og i korte ærmer, ud over de åbne vidder. Fedt. Landskabet var også uforandret smukt, og vi kørte fra den ene flotte udsigt til den næste, og fra den ene bakke til den næste.

Vi snoede os forbi de høstede og pløjede marker, hvor de skarpskårne plovfurer i den fede jord fangede solens stråler og glimtede som spejlreflekser, næsten som var det diamanter, der lå spredt derude. Andre steder var det de korte stubbe, der gav landskabet et blødt og gulligt skær. Alle steder bugter landet sig i bakker og dale, og på hver eneste bakketop ligger et hus. En gård. Et slot. Desværre synes jeg, at langt størstedelen af de huse, vi kørte forbi, stod tomme, forladte og forfaldne deroppe på deres toppe, kun fyldt med edderkoppespind, skæve skodder og rustne hængsler.

Vi kørte selvfølgelig også blandt vinmarkerne, hvor rankerne står afpillede og visne i bladkanterne. Jeg afsøgte flere vinstokke for eventuelt at smage afgrøden, og det lykkedes mig at finde to små druer på størrelse med blåbær. De smagte godt.

Hønemor
Selv om jeg følte mig stærk i dag og kunne være flyttet “op” på det øvede hold, så valgte jeg at blive på det mindre øvede hold. Her har jeg fundet godt selskab og føler, jeg hører til. Hele dagen passede jeg derfor med stor fornøjelse min tjans som bagtrop, hvor jeg – som en hønemor, der tæller sine kyllinger – ustandseligt tæller til 12, for at sikre mig, at alle deltagere er med. Vi kører på store grusstier og asfalt, uden de store tekniske udfordringer, og jeg fik rig mulighed for at give den gas op og ned ad bakkerne. Vores allersidste bakke strakte sig over 1,5 km med en jævn stigning på 6%. For mig en helt perfekt afslutning

Arriverderci mon amour
I en lille by, på en lille top var det hele pludselig slut. Vi gav high fives og tillykkekram raden rundt inden vi fik taget det obligatoriske fællesfoto. Man bliver rystet sammen på en helt særlig måde, når man sådan har svedt, slidt og nydt i hinandens tætte selskab i så mange timer. Jeg har haft mange spændende samtaler undervejs, og jeg har lært nye spændende mennesker at kende. 

Alt i alt synes jeg, det var en fin tur. En velarrangeret tur lavet af og til folk med et entusiastisk sindelag og en begejstring for cykling. Det er første gang, arrangøren gennemfører turen, og der er nok et par ting, der bliver rettet på til næste gang. Nogle af distancerne var lige i overkanten hårde/lange for almindelige feriecyklister, mens jeg – som mountainbiker – synes, der var alt for lidt MTB og alt for meget asfalt. Jeg savnede singletracks og ujævnt terræn.. men jeg ved også, at mange af mine mindre trænede holdkammerater syntes, der var RIGELIGT af den slags. 

Så skilte vi vores cykler ad og pakkede dem i følgebilen. Isenkrammet blev sendt nordpå og kan hentes derhjemme på søndag. Alle vi deltagere begav os ud på en 2-timers køretur i  bus til hotellet i Rom. Her var der champagne ved poolen og fælles afskedsmiddag, og madammen fik krammet farvel til den store guldmedalje. I morgen kl. 7 siger jeg “Arriverderci mon amour” til det smukke Toscana, og flyver hjem.

Dagens etape gav 44,8 kilometer og 651 højdemeter på kontoen. Sammenlagt har jeg kørt 328 km og 5965 højdemeter. Jeg rejste med mtb-adventure.dk.