Kvalitetstid

Hver torsdag kører jeg Bodybike. Det hold, jeg følger, køres ikke i mit nærmeste fitnesscenter, men jeg vælger alligevel at transportere mig derhen for at være med. Det gør jeg selvfølgelig, fordi jeg synes, det er en superdygtig instruktør. Og jeg er vist ikke den eneste med den opfattelse, for hans hold er næsten altid fyldt, så man skal være i god tid med sin booking.

Kvalitetstid
En god instruktør er for mig en person, der kan få timen til at hænge sammen, uden at intensiteten og motivationen på noget tidspunkt daler. Min instruktør taler til mit dovne jeg. Den lille stemme, der som regel siger til mig, at NU kan jeg da ikke presse mig længere, at NU er jeg træt. På en eller anden måde, tager han præcis den dialog for mig, når det oppe fra podiet lyder: ah, come on, det er kun tre minutter endnu… Det kan jeg godt…det VED jeg da, jeg kan…det kan alle da…tre minutter…tænk over det…få noget ud af det…kvalitetstid!

I dag var det kvalitetstid med kvalitet på. Lange spurter, masser af interval og massevis af tunge, pumpende stræk med syre i benene og gispende åndedræt. Pyha. Man skulle næsten tro, ham instruktøren læser min blog, for det er jo præcis, hvad jeg har beskrevet, min træning skal bestå af.

Musik
Musikken vi kører til er ren technodunk. Modsat mit mandagshold, hvor man dog kan genkende melodierne bag de tilførte rytmer, så er der om torsdagen ingen melodi, kun dunk! Tempodunk. Svededunk. Arbejdsdunk.

Men når timen er slut, og vi skal strække ud, så kommer det, jeg betragter som en belønning. Instruktøren sætter en stille sang på, som man rent faktisk kan nynne med på. I dag var det George Michaels “A different corner”. Jeg kan kun opfordre læserne af denne blog til at tage sig fire afslappende kvalitetsminutter og lytte til denne helt fantastiske sang: