La Chokolata

Tirsdag 14. November 2017 – dag 3

I dag er det vores forlovelsesdag. 36 år. Næsten som om arrangørerne havde vidst det, fik vi i dag lov at sove længe, og jeg blev vækket af min søde kæreste med et smuk hawaii-blomst plukket lige uden for døren. Det kan kun blive en god dag.

Vi var på cyklerne klokken 10 og kørte de 13 kilometer tilbage til færgen. Her havde vi jo igår forudbestilt vores frokost, og vores pizza med fire oste smagte aldeles fortræffeligt, lige som det var en fest at sidde ude ved den smalle hovedgade, og se livet blive levet.

En af de mange vilde hunde kom forbi og lagde en ordentlig lort midt på gaden, hvorefter en tricykel kørte den flad og en motorcykel spredte den op ad gaden. Det fik mig til takke mig selv for, at jeg kører med rygsæk og vandblære, så jeg bliver fri for at drikke af drikkedunke… for man kan aldrig vide, om det grus, der knaser mellem tænderne er blandet med hunde-, grise-, hønse-, ko- eller hestelort – noget der er så rigeligt af på Nicaraguas landeveje!

Færgeturen tog igen en god times tid, og ovre på den anden side var det tid til at køre “La Chokolata”. Chokoladevejen. Jordvejen, som efter regnvejr bliver til chokoladefarvet mudder. Det var lige noget for mig. Endelig off-road. Endelig lidt buler, bump og mudderhuller. Endelig ude på landet, hvor ingen har råd til biler og motorer, og det meste transport sker med oksekærre, hestevogn, tricykel eller trillebør.

Vi så en oksekærre med kæmpelæs, der var kørt fast i mudderet, en mand med et TV på styret, en med et læs brænde på bagagebæreren og en anden med både kone og barn og hunden på stangen. Og hele vejen havde vi selskab af de majestætiske gribbe, hvis skygger dansede hen over pløre og cykelstyr, mens de svævede over vores hoveder, som havde de en forventning om, at vi ville falde døde om af udmattelse.

De er fattige herude. Simple hytter og faldefærdige hegn. Beskidte unger, der glade råber “hola” eller “Hello, how are you”. Vi er ikke et helt almindeligt syn på disse kanter, så der bliver kigget, vinket og taget billeder af os med mobilerne.

Vi fire danskere ligger hurtigt i front med vores guide Louis. Det er sjovt, og vi holder et friskt tempo. “Chokoladen” står os om ørerne, og jeg er pløret til i mudder. Langt fremme gør vi stop og venter – længe – på resten af holdet. Vi får serveret frisk frugt på bagsmækken af bilen. Uhm lækkert. Så fortsætter vi – stopper og venter igen.

Lille pige, stort hegn.

 

Nu deler vejen sig, og vi får mulighed for at stikke til højre – bare 3 km ud – for at nå stranden og stikke fødderne i Stillehavet. Vi fire en enkelt brite og Louis er de eneste, som har mod og kræfter på denne lille ekstra udflugt. Så vi triller til stranden, hvor jeg får skyllet mine chokoladebrune underben.

Så kører vi retur til vejkrydset og dernæst videre til vores hotel. Det blev vist til 35 kilometer og ingen nævneværdige højdemeter.

Værelset i dag er så småt, så vi dårligt kan vende derinde, og der stinker af wunderbaum med fyrrenåleduft. Jeg vil ikke sige, jeg er direkte allergisk over for parfumer, men jeg får ret hurtigt vejrtrækningsbesvær og dundrende hovedpine, så jeg må den tunge gang op til receptionen og klage min nød. De forklarer, at det er de nødt til, fordi folk ofte ryger på værelserne, men de er også forstående, og jeg får lov at “snuse” til et nyt værelse. Her er lige så småt og indeklemt, men hørmen er ikke lige så streng. På hylden derinde finder jeg en kæmpe “duftbowle”, som udsender noget kokoshørm… den ryger direkte ud af vinduet, som får lov at stå åbent, mens vi går en tur ned til den nærmeste strandbar for at få en velfortjent fyraftensøl med udsigt til solnedgang, bølger og en belyst kristusfigur øverst på den nærmeste bjergtop, mens vi frydes over, at regntiden holder tør, i det mindste mens vi cykler.

Det holdt stik – det blev en rigtig god dag.