Lalleglad

Hotel Geranius var bestemt et hyggeligt og fint, rent, pænt og… måske lidt klemt hotel. Værelset var så lille, at når vores kufferter lå åbne på gulvet, kunne vi ikke komme forbi ud til toilettet. Mere til den kuriøse side var, at strømmen først blev slået til ved mørketid – hvilket jo er en fornuftig praksis, hvis man skal spare lidt – men det betød også, at vandpumpen var inaktiv frem til mørkets frembrud, så det hårdt tiltrængte bad efter den lange rejse fik lidt lange udsigter.

Men pyt. For jeg var træt, og  jeg sov. Ih, hvor jeg sov… lige indtil køleskabet begyndte at gurgle. Da det holdt op, sov jeg videre, lige indtil det begyndte igen. Nå ja, og sådan blev det ved til det pludselig var morgen og tid til morgenbuffetens kagebord, frugtfade og opvisning i hvide brød.

Min cykel trillede godt i dag. Faktisk både hurtigere, bedre og mere smertefri end jeg havde turde håbe på.. og her hentyder jeg naturligvis til min skadede skulder og mine utrænede skanker. Jeg havde frygtet, at jeg ville blive nødt til at stå af på den første bakke og indfinde mig på et af de blå plyssæder i følgebussen, men sådan kom det heldigvis ikke til at gå. I stedet fik jeg lov at være med på samtlige dagens 35 trillekilometer, hvor vi trissede glade afsted, som de begejstrede turister, vi er. Jeg nok mest lalleglad, bare fordi jeg var ude på cykel igen. Hurra for det, og hurra for Ipren og Panodil, som jeg havde taget rigeligt af i morges.

Turen gik lige ud ad landevejen, på rad og række bag en hvid, optrukken stribe på kanten af en asfaltvej. Egentlig synes jeg ikke landet er så vældigt anderledes end det jeg kender hjemmefra. Her er orden på tingene og en velfungerende infrastruktur. Her er cafeer og butikker, bilforhandlere og restauranter, reklamer og gadelys, kloakker og vejnavne. Dog med en noget anderledes byggestil og et alternativt farvevalg, og så er her generelt knap så pænt, rent og velholdt, som hjemme.

Skildpadder, skraldefugle og vejskrumler
Når vi sådan alle 13 kører på række derudad bliver der sendt beskeder med råb og fagter ned igennem geleddet. Advarsler om huller i vejen, store køretøjer bagfra, løse hunde, fodgængere osv. På et tidpunkt var det en enorm edderkop, der sad i vejsiden, som bliver udpeget og skabte en del postyr i flokken. Jeg nåede desværre ikke at se bæstet, men jeg har siden fået fortalt, at den var stor som en knytnæve, havde lange ben og masser af hår, og for hver gang historien blev genfortalt synes jeg, at dyret blev større, grimmere og mere og mere behåret. Ærgerligt, at jeg gik glip af den oplevelse.

Her, som så mange andre steder i verden, er der truede dyr. Et af dem er skildpadderne. Vi fik i dag mulighed for at besøge en lille skildpaddepark, der er en del af det nationale beskyttelsesprogram. Et fint lille sted med fire-fem bassiner og en bette udstilling af skildpaddeskjold og -skeletter. Og en masse skildpaddefigurer i gips og plast! Ja, sågar en lille scene, hvor der på forskellige tidspunkter var skildpaddeshow. Showet fik vi dog ikke med, men jeg gad godt vide, hvad der optrædes med?

På stranden bag centret lå en strand, der så ud, som strande skal. Masser af hvidgult sand, masser af blågrå bølger med elfenbensfarvede toppe og ikke særligt mange mennesker til at ødelægge udsigten. Kun et par glidesurfere og en flok danske cyklister! I det hele taget fik vi masser af strandkig i dag, for man er vel ikke ved Atlanterhavet for ingenting.

Vi mødte en gut, der stod midt på en mægtig sandklit med en række boards. Ikke snowboards men sandboards. For 30 kroner kunne vi få lov at boltre os med at surfe ned af sandet. Vi takkede pænt nej. Vi mødte også et par fine bakker, hvor benenes styrke lige blev testet, og på toppen blev vi belønnet med nogle flotte udsigter. Tilsammen bragte de små stigninger dagens højdemetertal op på knap 300. Ikke noget at tale om.

Selv om solen på intet tidspunkt har skinnet igennem skylaget, har det været varmt i dag, og til trods for shorts og korte ærmer samt en fremdrift i et særdeles adstadigt tempo, så sprang sveden bravt. Måske var det feltets stadigt tiltagende lugt, der gjorde, at vi dagen igennem havde følgeskab af adskillige eksemplarer af den lokale gribbeart, som kredsede forventningsfulde over vores hoveder. Skraldefugle, kaldte vores lokale guide dem, og det er vel egentlig en meget rammende beskrivelse.

Efter et besøg på endnu en smuk strand, ja så sad vi pludselig i bussen og havde 200 km transport foran os. Det tog så lige 4,5 time… i kø… med udsigt til rumpen af en turistbus, som kørte bag en cementblander, som kørte bag en ladvogn… og en masse andre vejskrumler. Det var mørkt, før vi var fremme. Trætte, sultne, tørstige… og tissetrængende.

LIge ud ad landevejen.
LIge ud ad landevejen.
Skildpaddeskjold.
Skildpaddeskjold.
Oppe at trække luft.
Oppe at trække luft.
Skildpadde.
Skildpadde.
Kystblomst.
Kystblomst.
Livredderens tøj passer til redningsstationen.
Livredderens tøj passer til redningsstationen.
Danske cyklister på en brasiliansk strand.
Danske cyklister på en brasiliansk strand.
Den ene brasilianske strand.
Den ene brasilianske strand.
Vores guide udpeger dagens rute og stop.
Vores guide udpeger dagens rute og stop.
Mosaik
Mosaik
Trappekørsel
Trappekørsel
Sandboards-manden.
Sandboards-manden.
Den næste generation.
Den næste generation.
Dansk cyklist på en anden brasiliansk strand.
Dansk cyklist på en anden brasiliansk strand.
Bølgeskvulp.
Bølgeskvulp.
Havkig
Havkig
Flere danske cyklister.
Flere danske cyklister.
Vi pakker cyklerne på bussens trailer... og meget symbolsk er der en væltepeter på lygtepælen.
Vi pakker cyklerne på bussens trailer… og meget symbolsk er der en væltepeter på lygtepælen.