Mentaltræning

image

På lørdag, om mindre end en uge, er det tid til den næste store prøvelse. Optaktsløb nummer tre. 400 kilometer.

Som beskrevet i indlægget ‘Andet optaktsløb‘ gik det over al forventning at gennemføre min første 300-kilometer distance sidste lørdag. Jeg siger ikke, det var nemt. Slet ikke endda. Men jeg kom igennem i et hæderligt tempo og uden større, fysiske efterveer.

Det er et godt udgangspunkt for mine mentale forberedelser op til næste tur.

Mentaltræning
Jeg er overbevist om, at min krop er stærkere end mit hovede tror. Derfor taler jeg med mig selv flere gange om dagen. Jeg gentager det faktum, at om en uge skal jeg køre 400 km. På den måde vænner jeg min krop til at acceptere distancen, som jeg for et par måneder siden slet ikke kunne tænke.

Mentalt øver jeg mig altså på at overkomme tanken om 18-20 timer på cyklen. Forstiller mig, hvordan det bliver, at køre i mørke, og meget vigtigt… Hvordan det bliver, når jeg kommer i mål. Triumfen. Samtidig visualiserer jeg ruten, som jeg kender ret godt (i bidder) fra mine træningsture. Fokuserer på bestemte målepunkter, som jeg mentalt kan ‘hakke af’ efterhånden som vi passerer dem på lørdag. Den røde kirke, den lede bakke, den fede nedkørsel, den smukke søudsigt osv.

Flere gange har jeg også gennemgået den forrige tur oppe i hovedet. Især har det plaget mig, at jeg gik så totalt sukkerkold efter 235 km. Hvad kunne jeg have gjort for at undgå det? jeg gennemtænker også, hvad jeg kunne have gjort bedre mht tempo, spise, drikke, pauser osv. Hvor slemt var det med vinden. Og regnen. Hvornår frøs jeg, og hvordan havde jeg det, lige da jeg kom i mål. Var der til 100 kilometer mere?

Vil jeg?
I søndags mente jeg ikke, der var til flere kilometer end de 300 i mine ben. Jeg havde ikke lyst til at køre flere optaktsløb, og slet ikke selve hovedløbet SBS. Lige så glad, jeg var for at have gennemført, lige så ked af det, skuffet og frustreret var jeg over, at være sat så eftertrykkeligt af holdet, som jeg blev. Den lørdag så jeg ingen mening med projektet. Det kan du læse om i indlægget ‘Sammenhold?‘. Det har krævet lidt tid og eftertanke at hive mig ud af den kedelige oplevelse.

Jeg har skulle træffe en ‘vil jeg?’ beslutning. Vil jeg fortsætte? Vil jeg køre på de nye præmisser? Og hvis jeg vil… Hvorfor?

Konklusionen er, at jeg ikke umiddelbart forestiller mig, at jeg kører hovedløbet SBS på de 1200 km. Det er for stor en solo-mundfuld. Men jeg har forbandet meget lyst til at udforske, OM jeg kan køre 400 kilometer. Det SKAL simpelthen afprøves. Det er helt vanvittigt, men jeg er jo blevet lidt bidt af tanken om at køre langt. Det ville jeg til enhver tid have forsvoret. Går det godt med de 400, vurderer jeg bagefter, om jeg så også har mod på at tage det sidste optaktsløb på 600 kilometer med.

Pludselig betragter jeg altså ikke optaktsløbene som adgangsgivende optakter til det store løb. De er ikke længere vigtige. De er ikke noget, jeg SKAL for at kunne noget andet. De er bare afprøvning af mine egne grænser, for min egen fornøjelses skyld. Jeg kan nu køre dem efter Randonneur-forskrifterne: udfordr dig selv, din fysik og din psyke. Overvind dine egne grænser og glem alt om at være hurtigst. Nu er det for sjov. Der er ingen alvor er forbundet med det. Ingen bekymring, intet pres. Bare for sjov.

Det er herligt befriende at finde gejsten igen helt på egne præmisser.