Millimeter

image

For få og for mange millimeter
På Mallorca cykler man ikke, når det regner. Vejene bliver glatte. Om det kun er på grund af pollen, som på asfalten omdannes til en sæbeglat substans, eller om det også er vejbelægningens sammensætning og stand, der gør det, skal jeg ikke gøre mig klog på, men uhyggeligt glat bliver det. Så vi har ikke cyklet så meget som en millimeter i dag.

Derimod fløj vi ind til Middelhavsøen gennem tæt skydække og landede i en sjasket regnvåd lufthavn under en tung blygrå himmel. Det var der sørme ikke meget feriestemning over. Hele dagen har der hængt truende, sorte regnskyer over os, og de har spredt alt for mange millimeter vand over Palma. Hele 38 af slagsen. Ja skyerne har endda helt skjult bjergene, som vi jo ved ligger derude i tågedisen mod vest. Heldigvis ser det ud til, at vejret klarer op i morgen og arter sig pænt resten af ugen.

Også millibar
Min cykel hang på en gul krog og ventede på mig i hotellets cykelkælder. På gul krog hænger cyklen i baghjulet, på grøn krog i forhjulet. Når de hænger der på væggene, hver anden op og hver anden ned, er der ikke meget plads spildt. Sådan et cykeltapetseret rum har altså en særlig fortættet atmosfære, når der vimser 50 mennesker rundt og pusler om deres tohjulere, mens luften er krydret med lugten af gummi og olie og emmer af vejrfrustrationer og cykelforventninger.

Jeg fik monteret pedalerne, rettet styret, tjekket bremserne og pumpet dækkene til rette millibar, så nu er det bare at springe på rammen i morgen tidlig, og give den gas.