Muddertræk

Mandag
I dag er vores sidste dag på cykel. Turen slutter, når vi er helt nede af bjerget ved middagstid. Det er jeg rigtig ked af, for jeg har det forrygende og er lige netop ved at lære at nyde selv de svære og udfordrende passager. For pokker, det har været nogle vilde cykeldage med nogle helt fantastiske oplevelser.

Vi er oppe klokken 7 og morgenmaden består – som sædvanlig, fristes jeg til at sige – af toast, marmelade, omelet og en kop kaffe. Og nu vi er ved maden, så er det pommes frites, nudler og ris, der har været på menuen i forskellige afskygninger under hele vores tur. Dertil har vi fået forskellige karrysovse og kyllingebidder, og alt har smagt godt.

Vejen er ikke blevet spor bedre siden i går. Men jeg nyder det hårde arbejde og undvigemanøvrer for geder og køer mere i dag. Dels fordi, jeg ved, det er absolut sidste etape, så jeg skal have det hele med, og dels fordi jeg er ved at få styr på teknikken. Det har jeg så også ekstra brug for i dag, for det har åbenbart regnet i nat her længere nede på bjerget, og de dybe huller er nu blevet til giga søer, som vi skal igennem. De mindre huller er bare blevet til pløre, og mudderet sprøjter til højre og venstre, når jeg pløjer igennem dem, og mine ben er helt indsmurte i møg. Men jeg har altså så også fået styr på gennemkørsel af våde arealer, og er blevet bedre til ikke at blive distraheret af trafikanternes evindelige dytten og båtten. Desværre er der ikke så meget styr på min cykel. Kæden, som drillede lidt i går, bliver bare værre og værre, og inden dagen er omme, er jeg trimlet af cyklen uendeligt mange gange, fordi kæden låser, så snart det går en smule op ad bakke. Og det gør det, selv om vi er på en nedkørsel. De sidste tre kilometer må jeg stå af, hver gang der bare er en lille tendens til stigning. Irriterende.

På et tidspunkt kører jeg bag en bus, og er ved at blive søsyg. Den vugger fra side til side, når den bumper fra hul til hul, og det er så galt, at chassiset er nede at ramme jorden i begge sider. Værre endnu er det, når to biler (eller traktorer) skal passere hinanden på det smalle spor. De er faretruende nær kanten, og der er mange hundrede meter ned. Jeg holdt vejret af skræk flere gange. På et andet tidspunkt overhaler vi en ambulance. Det går ultra langsomt, for det er altså ingen spøg, at køre på denne vej, så vi når ned ad bjerget længe før den. Det må ikke være sjovt at være syg, og så skulle ned med sådan en transport i timevis. I det hele taget kørte jeg og tænkte, at jeg var heldig at være på cykel og glad for, ikke at skulle køre i bil. Men det skulle jeg, viste det sig!

Ved middagstid når vi byen Beni. Her er turen slut. Cyklerne spules og pakkes på taget af vores bus. Mens det står på, kigger jeg lidt på det spraglede byliv. Et sjak kvinder står og graver grus op i sække, som nogle små drenge bærer ned ad gaden, hvor det hældes i en cementblander ved et byggeri. Kvinderne bruger en teknik, jeg aldrig har set før. En kvinde har skovlen, hvortil der er bundet et reb, som en anden kvinde står oppe på grusbunken og trækker i. På den måde bliver sliddet med at skovle ind i bunken mindre. Bag kvinderne ruller en traktor med anhænger op. Der står to knægte, som begynder at læsse kampestene af. En for en med de bare næver.

Da vi kører afsted i bussen på vej tilbage til Pokhara viser det sig, at vi stadig har en del vej tilbage ned ad bjerget. Ad den skrækkelige vej. De var en bumpet og skræmmende affære, hvor jeg en gang imellem måtte holde vejret, når vi var (for) tæt på kanten. Jeg fortrækker klart min cykel! Men vi når snart dalen, hvor jeg må sande, at nok var jeg selv mudret, men det var intet mod de bønder, der med deres okser og i mudder til lårene pløjede rismarkerne. Dalen er meget grøn og frodig, og omsider rammer vi asfalt, som efter nogle timer bringer os til Pokhara, forbi hotellet og et hurtigt bad og derfra til lufthavnen, hvor vi efter 25 minutters flyvetur lander i Kathmandu.

Jeg gør en kort status. Ingen ømhed. Ingen gener. Eneste skade er et stort sår på højre tommelfinger… en gearskifteskade!

20140326-172759.jpg

20140326-172814.jpg

20140326-172808.jpg

20140326-172825.jpg

20140326-172819.jpg

20140326-172837.jpg

20140326-172848.jpg

20140326-172904.jpg

20140326-172910.jpg

20140326-172921.jpg

20140326-172927.jpg

20140326-172933.jpg

20140326-172916.jpg

20140326-172939.jpg

20140326-172945.jpg

20140326-172830.jpg