Nedsmeltning

image

Asfalten smelter i små pytter i varmen.

Puha, det var en varm dag i går. 27 grader og vindstille. Men på cyklen er alt fint… bare man er i bevægelse og ikke står stille! Det var så varmt, at den lokale bus havde skiftet skiltet med destinationen ud og i stedet skrevet ‘Sommerbussen’, ved siden af rutenummeret.

De høje varmegrader og den bagende sol gør det nu alligevel til en helt speciel oplevelse, at være på landevejen. For landevejen smelter bogstaveligt talt. Nedsmeltningen er meget forskellig alt efter, hvilken belægning vejen har og jeg observerede tre varianter:

    Klistervej
    Den glatte, sorte, fine, jævne asfalt, som enhver rulleskøjteløber ville elske. Den asfalt bliver klistret og blank på hele overfladen og ser nærmest ud som om den er våd og får cykeldækket til at klæbe til vejen, gør cyklen tung at træde og følges af en sjasket lyd, som tape, der rykkes af hud.

    Boblevej
    Den grove men faste asfalt, der er iblandet småsten og lidt bumpet at køre på. Her bobler asfalten op i små ‘pytter’ og danner klistrede huller. Det generer egentlig ikke cyklingen, men giver vejen et plettet look og man skal ikke sætte skoene i sådan en pyt. Det hænger ved!

    Fyrværkerivej
    Den ruflede og løse asfalt med masser af bittesmå sten, der glimter som diamanter og springer til siderne, når man kører. Her oplevede jeg noget, jeg aldrig før har observeret. Det knitrede og gnistrede og lød som knaldperler kastet en hektisk nytårsaften. Rent fyrværkeri.

Det blev til 50 km i adstadigt tempo med indlagt frokost- og ispause, og alligevel har jeg i dag mere ondt i achilles end de øvrige dage. Gid jeg dog vidste, hvad der er bedst? Og hvornår det er for meget træning. Og for lidt?