No Nessie

Det var en smuk og lun morgen, da vi ved 9:30-tiden sprang i en af de karakteristiske store sorte og særdeles rummelige taxier og kørte til Edinburgh lufthavn. Her mødtes vi med den gruppe folk, som vi skal cykle med de næste seks dage. 14 i alt. Solen skinnede fra den blå himmel, da vi læssede vores tasker ind bag i den lille bus, som skulle køre os op i højlandet til Fort William, hvorfra dagens etape skulle starte og ende i Fort Augustus på bredden af Loch Ness. Cirka 60 km.

Højlandsregn
Turen på motorvejen kunne lige så godt have været hjemme i Danmark. Samme slags vegetation med buske, grøftekantsblomster og højt græs. Eneste ting, der tydeligt adskiller sig fra hjemme er, at de jo her kører i den “forkerte” side af vejen. Vi havde solen med os et stykke ad vejen, men så begyndte skyerne at trække sammen, og jo længere vi kom frem og op/ind i bjergene, des mere tog regnen til. Da vi nåede de smukke grønklædte bakker, hvor man kan se så langt øjet rækker, fordi der ikke er et træ i miles omkreds, ja så forsvandt horisonten bag et tæppe af stadig tættere regndis og bakketoppene lå gemt under dyner af tunge, mørke regnskyer. På de grønne enge vandrede store fåreflokke og langhåret højlandskvæg, og i de små byer var udvalget enormt af vandrehjem og private værelser til leje. Ingen tvivl om, at området er vant til at modtage mange turister. Jeg så mange bilister ved udsigtspunkterne, en del vandrere på bjergsiderne, men kun ganske få cyklister på veje eller stier.

Jeg har bare glædet mig til at møde det skotske højland, og jeg er ikke blevet skuffet. Her er præcist så tåget, fugtigt, øde og vindblæst, som jeg havde forventet. Her kan Baskervilles hund hærge i total ubemærkethed, Sherlock Holmes kan bappe på sin pibe i fred og familien Bond kan opretholde et isoleret liv på Skyfall i ophøjet ensomhed. Herude er der langt til købmanden… og for cyklister – langt til læ og ly. Naturen er rå, allestedsnærværende, omsluttende og nærmest uendelig. Køreturen tog tre timer.

Langs søer, floder og kanaler
Så kom vi på cyklerne, som var ankommet i aftes med traileren efter en tur ned om Holland, gennem tunnelen under kanalen og op gennem England. Det blev en flad og lige etape, hvor vi kørte langs bredderne af Loch Lochy, Loch Oichy og frem til Loch Ness. Søerne er forbundet af floder med samme navne, og så er der lige Caledonian Canal, som er kunstige forbindelser med enorme sluseanlæg, som gør det muligt også for større lystskibe at sejle mellem søerne.  Og skibe så vi mange af. Det forlyder, man kan sejle hele vejen til Edinburgh herfra.

Det blev til 55 rolige kilometer med beskedne 327 højdemeter og mestendels på store grusveje. Intet besværligt eller udmattende, kun generet af de små bidende knoter/fluer/myg eller hvad de nu er for nogle bæster.

Vejret artede sig, som skotterne siger, det plejer. Fire årstider på een dag. Regn, solskin, blæst, stille, koldt og varmt. Jeg kunne slet ikke finde ud af, hvad jeg skulle have på. Regnjakke på, regnjakke af, løse ærmer på, løse ærmer af… og jeg oplevede alt fra at være ved at koge over af hede til at ryste af kulde. Det skal dælme nok blive spændende, om jeg bliver bedret til det i løbet af ugen.

På udkig ved Loch Ness
Dagens etape sluttede på bredden af Loch Ness, og selvfølgelig har jeg været nede for at kigge efter den nok så berømte søslange (nå ja, jeg har også hold udkig efter McArine), men no Nessie. Alt jeg så, var en smuk udsigt over en stille sø, og det var heller ikke så ringe endda. Måske i morgen.