Op og ned i vulkanland

17.11.2017 – dag 6
For første gang siden vi ankom har jeg sovet godt. Dels fordi temperaturen har været tålelig og muligvis også fordi jeg har lånt noget kløestillende creme fra en af vores medrejsende, så mine mange myggestik ikke har holdt mig vågen.

Vi har boet det smukkeste sted oppe på en skråning ved Arenal-søen. En kunstigt opdæmmet sø, ved foden af Arenal vulkanen – Costa Ricas mest aktive vulkan, som siden 1968 har udspyet røg og dampe og var i udbrud så sent som i 2010. Siden da er den dog gået i dvale og lige nu er den bomstille. Men flot er den, som den knejser dernede for enden af søen, og som dagen gik bare voksede i horisonten.

Stedet vi boede hed villa Mystica, og er et yoga-center for fredselskende mennesker. Her kunne vi fortrække til trætop-meditation, junglehytter og fredspool eller bare slå os ned i vær-dig-selv rummet eller i sofaen foran den tændte pejs. Vi boede i den hyggeligste lille hytte med store vinduer, udendørsbrus og papayafrugt hængende over terrassen.

Efterhånden, som vi kommer frem på dagens etape, viser det sig, at der lige her i området er spækket med økohoteller, mindfulness-hytter, biodynamiske butikker, spa-ophold og glutenfrit bagværk. Åbenbart et zen-fyldt område.

I dag var turens længste og mest anstrengende etape. 62 kilometer og 1100 højdemeter. Alt sammen på asfalt. Vi fulgte blot den snoede “bjergvej” langs søen ned mod byen for foden af vulkanen, og denne vej snoede sig ikke bare ind og ud men i særdeleshed også op og ned. Nogle gange stejlt opad, og langt op, men for det meste nogle mindre, men krappe stigninger. Jeg måtte flere gange ned i slæbegearet, og det var jeg ikke ene om. Nogle af vores medrejsende valgte ligefrem at køre dele af etapen i bussen med cyklerne på taget.

Det var en helt igennem smuk og fantastisk tur. Her er så grønt og frodigt. Vejen snor sig enten gennem tæt bevoksning af bregner, palmer, lianer og blomstrende buske, eller også er der åbne marker, hvor køerne græsser. (Ja, her går køer og heste på fold, og ikke i rabatten som i Nicaragua). Vi blev stoppet en enkelt gang på grund af vejarbejde, og ellers gjaldt det mest om at være opmærksom på de små broer i bunden mellem hver bakketur, hvor vejbanen snævrede ind til et enkelt spor, og man let kan komme i klemme, hvis man ikke passer på.

Det skal siges, at jeg synes, at bilisterne er særdeles søde til at tage hensyn, og jeg har ikke været utryg ved at cykler her. Desto mere fik jeg så mulighed for at nyde, at der overalt er udsigt til bjerge og mindst fire vulkaner samt søens blanke vand. En sand fornøjelse at køre – dog havde jeg gerne set lidt off-road.

Temperaturen sneg sig igen op omkring 33 grader, og hen mod slutningen fik jeg endda et par regndråber. Dog højst 10 tror jeg. Hold da op, hvor er vi altså heldige med det vejr!

Til aften gik vi en tur i byen La Fortuna, hvor vi skal bo de næste to nætter. Prisniveauet er som derhjemme, og jeg er overrasket over, så vestligt, ryddeligt og ordentligt, der er her i landet. Efter Nicaraguas farveorgie og milde kaos, er her forbavsende styr på tingene. Vi afleverer en pose ildelugtende vasketøj på vaskeriet, finder en restaurant, og her byder menukortet på vestlige retter som burger, fritter, sandwich… og de allestedsnærværende bønner. Nationalretten er iøvrigt en tallerken med bønner, ris, salat og så kan man tilvælge kylling, fisk eller oksekød. Bønnerne er også med på morgenbordet. Der er de som regel blandet med risene.

I morgen er fridag, så vi smutter også lige en tur forbi Adventure-butikken og bestiller en oplevelse. Det betyder, at vi kllokken 9.30 i morgen begiver os på udflugt inkluderende sky-tram, sky-ride og sky-walk. Samlet pris 100 USD (eller en hulens masse hundredetusinde Colones). Det skal nok blive sjovt.