Optrækkeri i Appeninerne

Jeg fik ret. Det er hårdt. Alt for hårdt for mig og mine slatne benmuskler. Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har lidt så meget, som jeg gjorde på “Gudernes Vej” i dag. Vi fulgte nemlig “Via degli dei”, en kendt vandringsrute (og nu også MTB-rute), som går hen over bjergkæden Appeninerne mellem Bologna og Firenze. Vejen (eller stien) består af  lange single-tracks med krappe stigninger, masser af sten, regnvandsrender og mudderpøle.

Og så går det sådan set ret meget opad. Til at starte med gik det meget godt, men da de første voldsomme bakker var forceret begyndte de før omtalte slatne muskler at gøre indsigelser, og jeg måtte overgive mig, stå af cyklen og trække op. Det blev til ret meget optrækkeri for min del i dag.

Glidemudder
Jeg var heldigvis ikke den eneste, der måtte af cyklen, og det styrker min selvtillid en smule. Jo længere hen på dagen vi kom, des flere af mine holdkammerater meldte sig i trækkerækken. Det var nemlig både teknisk og procentmæssige svære stigninger.

På et tidspunkt nåede vi igennem en ellers smuk kastanielund. Her begyndte det så at regne! Den næste halve time fik vi en hel del vand, og det lerede underlag blev skøjteglat. Jeg tumlede op ad de glinsende bakker, som Bambi på isen, og det var ingen fornøjelse, når nu benene samtidig er trætte og armene blytunge. Min skulder (der i øvrigt ikke bryder sig om, at jeg har placeret en rygsækrem på den) skreg på aflastning og helt ærligt… jeg overvejede at sætte mig ned og tude og ringe efter en helikopter.

Ih guder!
Lige som det var allerværst, nåede vi toppen, forlod Gudernes vej, hvorefter solen brød igennem, himlen blev blå, og det våde tøj tørrede i en fart. Ih guder, det var en lettelse. Derfra begyndte nedkørslen, og selv om der også forekom korte stræk opad, gik det i fuld fart ned mod byen Madonna dei Fornelli, og det var som om alle dagens fortrædeligheder blev blæst bort med bjergvinden.  Jeg tog mig endda tid til at nyde udsigten!

Selv synes jeg, det er lidt ærgerligt, at jeg ikke er i den form, jeg burde være. Det ødelægger oplevelsen for mig, at jeg hænger bagud, sveder som en gnu og lider på bakkerne. Det er ikke der, jeg plejer at være… og bestemt heller ikke der, jeg har lyst til at være. Jeg må overveje, om jeg skal følge langsomholdet i morgen, så jeg også kan nå at nyde, at jeg er i de smukke bjerge i Italien. Jeg er dælme ikke meget for at “flytte ned” fra hurtigholdet. Den må jeg sove på!

One Comment

  1. Leif Jensen siger:

    Jo , Appeninerne er hårde at krydse over . Stigningerne er værre end jeg forestillede mig . Noget med 16 % . Oplevede det på vores tur på racer fra København til Palermo . På MTB-ruter er det sikkert endnu værre .

Comments are closed.