Phokara

Fredag
Intet er stabilt og til at regne med i Nepal. Strømmen kommer og går alt efter, hvordan de lykkes med at få generatoren til at køre. Det ene øjeblik sidder vi i buldermørke og i det næste i fuld neonlys. Er man heldig er der vand i hanen og mulighed for at få et bad… man skal bare ikke forvente, at vandet er varmt! Toilettet på hotellerne kan muligvis skylle, men toiletpapir er ikke en selvfølge. Renlighed er heller ikke just en dyd, så håndsprit og stor forsigtighed med, hvad man rører ved og især spiser er en god ide. Når det er sagt, så er her jo også yderst charmerende og særdeles autentisk. Og stadig… beboet af de sødeste mennesker, jeg endnu har mødt.

Pokhara er en stor by, og den er vant til turister. Herfra udgår trekkingturene til Annapurna – verdens 10. højeste bjerg. Hovedgaden her hvor vi bor er spækfyldt med butikker, der sælger trekkingudstyr, tasker, rygsække, jakker, fleece osv. til ingen penge. Men det hele er også kopivarer. Jeg synes, at hovedgaden ligner, hvad jeg har set i Thailand og Vietnam, og jeg foretrækker helt klart, at være oppe i bjergene frem for her.

Vores cykler er pakket og sendt med fly til Jomsom. Vi flyver derop i morgen, hvor vi skal cykle fra 2800 meters højde til 3800 meter, med udsigt til de høje bjergtinder. Forhåbentlig.

I dag har vi derfor fridag. Ingen cykling, intet program. ved morgenmaden beslutter vi, at tage en taxa op til Sarankoth. Et bjerg bag byen, hvor der er stor aktivitet af paragliding. Da vi når frem er vejret flot og solen skinner, og der er 20-30 glidere, der hænger over bjerget og søen. Men vejret er desværre ikke klart nok til at vi fra udsigtspunktet kan se det berømte, spidse Fiskehalebjerg og alle de andre hvidklædte tinder. Øv igen. Vi har endnu ikke set Himalaya i al sin pragt. En dame vil sælge mig en plakat af udsigten. Jeg tog så et billede af hende og plakaten.. og bagefter af dagens disede udsigt.

Vi kiggede på gliderne starte, og valgte derefter at gå ned ad bjerget. Det blev en lang tur med mange trapper og et ophold i en lille biks under et halvtag, hvor vi kunne få en cola med udsigt. Til eftermiddag startede regnen, og det har øset ned. Det skulle være godt, siger de kloge. Så bliver det nemlig klart vejr i morgen. Jeg håber.

Uh, jeg har helt glemt at fortælle, at ukrudtet langs vejene mange steder består af hash-planter, og i dag kan jeg se, at butikkerne bugner af chillum-piber og graffittien ligeledes afspejler, at man i Nepal kan ryge sig en pibe fjolletobak, hvis man har de lyster.

20140321-214336.jpg

20140321-214056.jpg

20140321-214327.jpg

20140321-214318.jpg

20140321-214310.jpg

20140321-214251.jpg

20140321-214243.jpg

20140321-214235.jpg

20140321-214301.jpg

20140321-214209.jpg

20140321-214104.jpg

20140321-214111.jpg

20140321-214118.jpg

20140321-214125.jpg

20140321-214132.jpg

20140321-214148.jpg

20140321-214228.jpg

20140321-214140.jpg

20140321-214155.jpg