PlatiPhone

20130315-101845.jpg
Så kom jeg på gaden. Igen konstaterer jeg, at når jeg så først er kommet afsted, så er det jo skønt, men hold da op, hvor har jeg bare nogle gange svært ved at overtale mig selv. I dag var det koldt og meget smukt. Der var sne på markerne, frostglimt i trækronerne, knirkende vandpytter og en tyk, tæt frostdis foran den opgående sol, der bare hang deroppe og lyste som en bleg, fjern gadelampe.

Det eneste, der lidt ødelagde stemningen denne første jeg-cykler-til-arbejde morgen var en ung mand på vel 17-18 år. På en damecykel med cykelkurv og blomsterranke foran, en sportstaske bagpå, en skoletaske på ryggen og i øvrigt talende i mobil, stryger han elegant forbi mig, og jeg kan ikke hænge med! Det siger noget om, hvor langt jeg har igen til topform.

PlatiPhone
Efter et par minutters cykling stopper jeg for at tage billedet ovenfor af frostsolen. jeg hiver min iPhone frem, tager billedet og så dør telefonen. Går i hi, slumrer ind, der midt på cykelstien, og dermed dør også min tracking af turen. Det er for plat. Når jeg kan, så skal mit grej da også kunne. Men morgenkulden var åbenbart for meget at forlange af en kuldeskær iPhone. Platiphone!

-7×1=16
Selvom det var bidende koldt i dag, så var det ikke generende, for der var ingen vind. Absolut ikke så meget som et pust. Så dagens ligning ender ud med, at Minus syv (temperaturen) gange 1 (vindstyrken) er lig 16 (kilometer)… Og røde kinder i mente.

Turen hjem senere på dagen var intet andet en ren fornøjelse, og da var himlen blå og temperaturen steget til hele nul grader.