Promillekørsel

Tidligt op og op
Jeg var tidligt oppe efter overnatning på sovesal – det sidste bliver jeg aldrig rigtig fan af. Jeg synes, det er grænseoverskridende at skulle sove så tæt sammen med mennesker, jeg ikke kender.  Men, sådan var det nu engang. Det var også tidligt opad på cyklerne, faktisk efter bare tre kilometer begyndte strabadserne, og de fortsatte de næste 13 kilometer.

Promillekørsel
Først gik det opad i stejle, men korte hug og med mellemstykker, der gav mulighed for at lade musklerne slappe af. Men de sidste seks kilometer var een lang ubønhørlig stigning uden flade stykker. Når jeg kører, plejer jeg at holde øje med fart og tid på min Garmin Tracker, men i dag havde jeg stillet den, så jeg kunne følge med i stigningsprocenterne i stedet. Og AV, for en bakke.

Mens jeg sled mig op ad den stenede vej, i zigzag mellem løse skærver og forræderisk grus, så jeg hvordan tallet bare steg og faldt 11 %, 10 %, 14,5 %, 12 % og flere gange 18 % og 19 %. Jeg tog mig selv i ikke at nøjes med at regne i procenter men tælle promiller – enhver lettelse af presset – hvor lille den end var – blev registreret og udnyttet. Ren promillekørsel.

På intet tidspunkt på strækket kom vi under 9,5% stigning. Det var ærligt talt lidt af en mundfuld, men så meget desto bedre er triumfen, når det lykkes at drive cyklen hele vejen til toppen.

Nedkørslen var et helt kapitel for sig selv. Teknisk og snoet og på virkelig løse sten. For hver 50-100 meter en vandrende, som enten udformede sig som en stor og vandrig pyt, vi skulle igennem eller som en rende markeret med høje kantsten, som vi skulle over. Jeg var dælme af og på cyklen mange gange og kom ikke igennem med tørre sokker!

Øde
Vi har kørt uden for lands lov og ret i dag, ja helt derude i det store grønne øde, hvor mobilen er uden for dækning, og de eneste mennesker vi har mødt, var en lille flok vandrere og et par lokale på veje hjem i bil. For helt øde er her naturligvis ikke. Der ligger nemlig huse hist og pist med mange kilometers afstand fra hinanden og som regel på hver sin bakketop, hvorfra ejerne kan overskue deres enorme jordbesiddelser. Man kan ikke sige, de bor midt ude i ingenting – nok snarere midt ude i alting.

Naturen er altomsluttende her. Bjergene kaster deres skygger på heder og enge, som gennemskæres af vandløb og brusende bække. Her vokser blomster i mange farver og store klynger af lyng, og her dækkes stenene af mos. Men mest af alt er her bare græs, så langt øjet rækker. En regnvejrsdag herude må være rædsom, for her er ikke ly at finde. Og temperaturen vover sig ikke over 14 grader. Vi havde heldigvis solskin til formiddag, og selv om skyerne trak sammen, og så truende ud, så holdt det tørt, til vi var hjemme.

Det triste skotske køkken
Mine ben har det fint efter dagens etape, som løb op i 53,5 kilometer og 1200 højdemeter, mens mine knæ mudrer lidt. Måske er det mine nye sko, som giver mig en lidt anden benstilling på cyklen, som giver mig lidt mas. Nu skal der fyldes på, så der også er krudt i bentøjet til i morgen. Desværre er det nok ikke det skotske køkken, som bidrager til mest til muskekraft og energiboost. Deres mad er rent ud sagt kedelig. Kedelige udkogte grøntsager, kedelige kødkasseroller, kedelige supper… men – deres fish&chips lavet med kuller smager nam. Det kunne vi bare ikke få på hotellet i dag.

(PS: fotos følger – der er bare ikke internet nok her på hotellet til at jeg kan lægge dem op.)