Randonneur

20130409-072201.jpg

For hvert gennemført brevet får jeg en medalje.

Jeg er en Randonneur
Når man har gennemført sin første 200 km brevet (optaktsløb) under Audax-reglerne, opnår man den ære, at måtte bruge titlen randonneur. Det er en livslang titel, som jeg altså nu med rette må anvende. Jeg er en randonneur. Hurra!

Audax Parisien er myndigheden bag løbene, og jeg er medlem af Audax Randonneurs Danmark, som er den danske afdeling. De står for at arrangere og administrere de forskellige optaktsløb i Danmark. Klubben modtager mit stemplede kort og godkender, når jeg gennemfører et løb, og de sørger for, at jeg får mine medaljer osv.

Audax og randonneuring, hvad er nu det for noget?
Det hele handler om langdistancecykling og udholdenhed. Målet er ikke at køre stærkt. Faktisk må man ikke gennemføre med en højere fart end max 30 km/t. Det handler udelukkende om at gennemføre inden for en tidsgrænse og alle, der gør det, er vindere og får diplom og medalje. Løbene kaldes brevet’er, og det betyder prøvelse/diplom.

    Audax er den oprindelige form, hvor man kører i grupper og tilstræber at holde en fast fart omkring 22,5 km i timen samt sove efter 18-20 timer på forud fastsatte restepladser. Alle mand skal over stregen, før løbet er gennemført.

    Randonneuring er den frie form for Audax. Her må man køre alene, hvis man vil, og man må sove når, og hvor det passer en… eller helt lade være.

Brevet-løbene har forskellige længder, og den ultimative prøvelse er de 1200 km lange super-brevet’er. For overhovedet at få lov til at køre super-brevet’erne, skal rytterne først bevise deres værd ved at gennemføre en serie på fire almindelige brevet’er af stigende længde. Har man gennemført en 200-km brevet, så er man randonneur. Har man gennemført serien på fire brevet’er på hhv 200, 300, 400 og 600 km samme sæson, er man super-randonneur.

Der findes nok 15-20 forskellige super-brevet’er man kan køre rundt omkring i verden. Mit mål er at gennemføre super-brevet Scandinavia som køres i år til august. 1200 km på 90 timer.


Læs Wikipedias beskrivelse af Randonneuring og Audax, samt se en oversigt over super-brevet’er og tidsgrænser.

2 Comments

  1. Er der de samme “hastighedsbegræsninger” på løbet, eller er det kun på prøven? – Der er selvfølgelig ikke så stor “risiko” for at køre 1200 km med over 30 i snit, men alligevel synes jeg reglen er lidt pudsig?

    1. rammemadamme siger:

      Der står intet konkret i reglerne om maksimumfart, men jeg ved, at man styrer det ved at have ‘åbningstider’ på kontrolstederne. Kommer du frem før stedet er åbnet, må du pænt vente. Jeg mener desuden at have hørt, at man ikke ønsker Paris-Brest-løbet gennemført under 42 timer, for at det ikke skal udvikle sig til uforsvarlige tidsjagter. Husk på, at rytterne ikke må have følgebiler eller modtage assistance undervejs, som fx i RAM.

Comments are closed.