Ruskvejr

Så kom det. Det berømte skotske ruskvejr. Med vind i kulingklassen og sprayregn i særklasse. Himlen er tung, grå og truende mens træerne basker vildt med grenene i den stærke vind, da vi står klar ved cyklerne til morgen. Uf. Vi er blevet forberedte på, at der venter en solid stigning forude samt en passage via en såkaldt “Glen” – en slugt mellem to dale. Men ruskvejr var ingen af os forberedte på. Vejrudsigten havde nemlig lovet fint vejr… men heller ikke i Skotland kan man stole på vejrtjenesten.

Mudderhalløj
Afsted  gik det, op gennem dalen ad grus/sten stier tilsat nogle korte, bratte og pænt stejle småbakker og bum – så kom vi ud i det åbne. Sikke et mudderhalløj. Stien forsvandt og blev til noget, der lignede en dyreveksel i det høje græs… som i øvrigt dækkede godt over det faktum, at her var temmelig vådt. At kalde det en lille sump, vil ikke være helt forkert.

Jeg tumlede omkring med min cykel. Af og på i en uendlighed. Så var der tørt – på cyklen – så gik underlaget i opløsning og blev til pløre – af cyklen – så var der græs og tuer – på cyklen – så kom en rende eller lille flod med vand – af cyklen. Mine sko, som efter to døgns intensiv tørring omsider var behagelige at have på igen, var nu atter plørede og driv, sivende, svuppende, sjappende våde.

Dette hop-on-hop-off show fortsatte en god rum tid, hvor vi kørte et stykke vej langs en højlandssø. For det meste dunkede blæsten mig insisterende i ryggen og hjalp mig frem, men iblandt kom den fra siden og skubbede mig af det lille spor og ud i vilde slingrevalse med febrilske redninger. På et tidspunkt stoppede jeg op og vende mig med næsen den anden vej. Op mod vinden og vandet. Der var vældige kræfter på spil, og det bliver særdeles tydeligt at naturen er ikke er sådan at spøge med.

Regnen fløj let men landede tungt. Med det mener jeg, at det ikke høvlede ned og klaskede på hjelmen. Næh, det var som om, der stod een med en kæmpe sprayflaske og pumpede skyer af tågeregn ud over os. De store gardiner af fine fine små dråber blev båret frem af vinden i kæmpe plaskende lameller, der nåede fra himmelrummet til skumtoppene på søens overflade. Jeg var våd fra inderst til yderst… den ene vej pga. regn og den anden pga. sved. Det varede en arbejdsom times tid, før vi havde passeret.

Sukkerkold
Så kom der en stigning. Virkelig en stigning. Jeg kørte med et stykke op, men så skete det, som ikke er sket for mig i mange år. Jeg gik decideret sukkerkold. Midt i alle strabadserne havde jeg glemt at spise og tilføre energi til musklerne. Pludselig var der bare ingenting at træde med, og jeg blev nødt til at stå af cyklen og trække. Ja, og selv det, synes jeg var temmelig anstrengende, for igen var vi ude på et underlag af store sten, løse skærver, bratte stigninger på stigningen og masser af vand i pytter og pools.

Jeg snuppede straks en sukkergel, og så var der ikke andet at gøre end at trække cyklen opad ind til gelen begyndte at virke. Og her må jeg lige sige, at jeg helt havde glemt, hvor effektiv sådan en gang kvik-sukker kan være. Det er ganske enkelt et mirakel. I løbet af 10-15 minutter begynder bakken igen at se overkommelig ud, og da jeg satte mig i sadlen føltes benene slet ikke trætte mere. Jeg trådte og cyklen trillede, og alle var glade igen. Og sådan nåede jeg frem til frokoststoppet, hvor regnen tilmed er stoppet.

Vi er nu i den “fine” dal, hvor det britiske kongehus har deres sommerresidens Balmoral Castle. Jeg når lige at ane et slotstårn og et flag i det fjerne, da vi nærmer os, og derfra var herligheden dækket bag skov og stengærder. Vi kører lige forbi porten og nikker til den enlige vagt, der går rundt og passer på. Resten af eftermiddagen byder på endnu en mærkbar stigning og en gevaldig nedkørsel, hvorefter vi rammer en asfaltvej. Her fra er der kun 10 km til byen Ballater, hvor vi skal overnatte, så vi lægger os i formation (9 mand) og så trækker vi ellers igennem for fuld fart, som heste der længes hjem til krybben og staldens varme hø.

Haggis
Til aften skal vi spise på en pub i byen. Skotternes publiv lever i særdeles bedste velgående, og der er mange mennesker i pubstuen til aften. Jeg logger på deres internet og forsøger at få loadet et par billeder op, men det lykkes ikke.  I stedet sidder jeg og betragter de ivrigt sludrende mennesker, der bestiller pints i massevis og ikke ser ud til at have travlt med nogetsomhelst. Mænd i jakkesæt, mænd i træningstøj, mænd i overalls. De er her allesammen for at fortælle røverhistorier og dele aftenen med andre.

Stedet har også haggis på menuen som en forret. Jeg beslutter, at det er på tide, jeg får smagt denne skotske nationalret selv om opskriften ikke ligefrem giver mig de store forventninger. Her er nemlig tale om fårets hjerte, lever, lunger og mavesæk, som er hakket og krydret og derefter serveres med kartoffelmos.

Jeg bliver positivt overrasket. Det smager jo godt! Måske især fordi jeg skyller efter med en god øl. Derefter bliver jeg hængende lidt for at skrive her på bloggen, nu hvor jeg har fundet internet, og så er det hjem og på hovedet i seng… og i dag sover vi igen på sovesal, så jeg forstyrrer hele stuen, som forlængst er gået i seng.