Så kom ruten

image

Så kom ruten
Den endelige rute for den store tur er blevet frigivet. De fire dagsetapers længder kommer ikke som en overraskelse, men det gør til gengæld højdeprofilerne! Godt nok var jeg forberedt på en strid sidstedag i bjergene i Norge, men at der er så massive bakkeudfordringer alle dage er ikke så godt for min achilles. Op ad bakke er noget nær den værste belastning, jeg kan udsætte benet for i øjeblikket. Øv!

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig? Selvfølgelig er der bakker og bjerge undervejs. Men 10.322 højdemeter på knap fire døgn gør mig ærligt talt en smule bekymret. Da jeg var på Mallorca i maj kørte jeg 8.500 højdemeter og knap 600 km fordelt over en hel uge, og det synes jeg var ret hårdt. Nu bliver det ti kilometer op. Højere end Mt. Everest. Pyha.

Etaperne ser således ud:

  • Frederikshavn – Laholm – 330 km – 1624 højdemeter
  • Laholm – Udevalla – 329 km – 1712 højdemeter
  • Udevalla-Skien – 325 km – 3045 højdemeter
  • Skien – Kristianssand – 230 km – 2950 højdemeter

Reglerne er nærlæst
Det er også blevet tid til at sikre, at alt udstyr er i hus.Jeg har indkøbt sukkergel, energibarer osv. og nærlæst hele reglementet for løbet, så jeg ikke bliver nægtet at starte pga. en detalje.

Det betyder, at jeg nu har anskaffet to sæt lygter og en refleksvest samt erfaret, at jeg kan tildeles straftid, hvis jeg ikke overholder reglerne undervejs. Fx koster det 2 timer, at køre uden refleksvest og andre 2, hvis jeg smider affald på vejen. Nå ja, og så regnes løbet ikke som gennemført, hvis jeg bruger under 44 timer eller over 90 timer.