Sammenhold?

Sammenhold gør stærk… men det kræver naturligvis, at man kan stole på dem, man er sammen med!

Jeg gider ikke være sur og gal. Jeg gider ikke spilde min tid på at være vred og skuffet. Alligevel sker det jo desværre fra tid til anden, at jeg ryger op i det røde felt. Ikke ofte. Ikke let. Men det sker. Det skete i lørdags under andet optaktsløb.

Hændelsen betyder, at jeg må bruge de næste dage på at beslutte, om jeg helt skal droppe projektet med at køre SBS. Det handler om sammenhold – eller måske rettere MANGLENDE sammenhold.

Sammenhold/solidaritet
I stedet for, at jeg kaster mig ud i en længere udredning om begrebet sammenholds betydning, gengiver jeg lige Wikipedias beskrivelse i stedet:

Når man udviser solidaritet/sammenhold, da giver man afkald på nogle (kortsigtede) fordele på den modsatte parts bekostning, i og med man kan se, at denne vil få større gavn af din handling. Du udviser bl.a. solidaritet når du sætter dig i andres sted, hvorefter din handling udspiller sig ved, at du moralsk tager hensyn til modparten.

Musketer-eden
Vi er – eller var – en gruppe på syv personer, der satte os denne udfordring sammen. Vi har mødtes til kaffe og lagt slagplaner. Vi har svoret en ‘alle-for-en’ musketer-ed. Vi har aftalt, at turen bliver på de ‘svageste’ rytteres præmisser. De stærke hjælper de svage, succes er kun, hvis alle kommer igennem. Der er heller ikke lagt skjul på, at jeg er den svageste – mindst erfarne – langsomste.

Det betyder ikke, at jeg skal have særbehandling, free rides og opvartning, men det betyder, at gruppen sætter et tempo, så også jeg kan følge med. At en stærk rytter måske lægger sig og skærmer for vinden for mig. At farten sænkes lidt op ad bakke, hvor jeg ikke er så stærk, så jeg ikke skal ligge og spurte for at hente gruppen efter hver stigning.

Optaktsløbene skulle vi bruge til at finde vores tempo, vores pladser og roller i feltet, cementere et team og sammenhold samt lære hinandens reaktioner at kende, når vi bliver trætte og pressede.

Jeg konstaterer nu, at allerede på andet optaktsløb faldt det hele til jorden. Der er ikke længere en gruppe. Intet felt. Intet sammenhold.

Manglende sammenhold
Hvad skete der? Joh. Vi havde et par fra gruppen, som ikke kunne være med lørdag (de har kørt deres 300 km for en måned siden), så vi var de resterende fem, der stillede til start på optaktsløb nummer to lørdag morgen, sammen med nok 15 andre cykelentusiaster. Feltet starter sammen, men går hurtigt i opløsning, fordi ikke alle kører lige stærkt. Vi hang alle fem med førergruppen, der lagde ud med en snit over 30 km/t.

Jeg er efterhånden i stand til at følge med i den fart over kortere distancer… Hvis der ikke er for mange stigninger… og jeg hænger såmænd også med de første 60 km, til vi når de sjællandske alper syd for Roskilde. Jeg kører sammen med min kæreste, der er en stærk rytter, og jeg putter mig for vinden det bedste jeg har lært bag nogle brede rygge bagest i feltet. De få gange, jeg slipper feltet, kører min kæreste mig op, skærmer for vinden og trækker. Jeg ser intet til mine ‘kammerater’, der kører deres eget løb oppe foran.

Ved 60 km må jeg erkende to ting:
1) jeg kan ikke følge med i den fart over de næste 30 km bakker
2) jeg kan ikke holde den fart over 300 km, en distance jeg aldrig tidligere har været bare i nærheden af

Min kæreste kører frem og meddeler vores gruppemedlemmer, at hvis vi alle (jeg) skal have en chance for at komme hele vejen med hjem, så skal vi slippe feltet, samle vores gruppe og sætte farten lidt ned. Da jeg fem minutter senere slipper feltet, har ingen af dem set sig tilbage, og vi ser dem forsvinde langsomt i horisonten efterhånden som feltet slanger sig gennem det kuperede landskab. Så meget for sammenhold, fælles projekt og musketer-ed. Men godt, det skete her og ikke et sted oppe i Sverige efter 600 km!

Min kæreste og jeg – den dynamiske duo – blev altså overladt til os selv. Det kan vi sagtens klare, og vi havde en super tur, og som du kan læse i indlægget Andet optaktsløb, så er jeg både glad, stolt og tilfreds. Men, en gruppe er jeg altså tilsyneladende ikke længere en del af.

Her sidder jeg så nu og har ingen tillid til, at sådan en gruppe-konstellation vil være i stand til at bære hinanden igennem, når det virkelig bliver hårdt. Hvis man på en sølle 300 km ikke har overskud til at vente på hinanden og lyst til at køre som en gruppe, kommer det heller ikke til at fungere over 1200 km, hvor alle vil møde kriser, tempoet vil falde, pauser bliver længere og finker ryger af fadet, når udmattelsen melder sig. Man skal være tryg ved hinanden, når man begiver sig ud på sådan et eventyr. Jeg fandt ingen tryghed ved/i vores gruppe i lørdags.

Nu vil jeg bruge lidt tid på at overveje, om jeg så overhovedet skal køre SBS. Det var et fælles projekt. Der er ingen ide i at lave det om til en to-personers stroppetur for mig og min kæreste – vi kan nok finde en sjovere og federe måde at holde en du-og-jeg cykelferie på.