Sir Edmund og mig

image

Sir Edmund Hillary var den første i verden, der besejrede Mount Everest, da han sammen med sin sherpa Tenzing Norgay plantede sit flag på toppen 29. maj 1953. Det er 61 år siden!

Han var en mand med viljestyrke og en eventyrer med drømme. Når jeg på det seneste har  læst om Sir Edmund forekommer han mig at være en ganske fornuftig og jordbunden fyr med et varmt hjerte og en kløgtig forstand. Han var ikke drevet af berømmelse og ære. Han satte sig blot mål, som han derefter arbejdede for at nå. Everest var bare én af hans bedrifter.

“Det er ikke bjerget du overvinder. Det er dig selv”.
Sir Edmund Hillary

Nu skal jeg jo ikke ligefrem bestige et bjerg. Jeg skal såmænd bare cykle 50-100 km mountainbike om dagen, og jeg er hverken den første eller den sidste, der gør det. Jeg er blot en helt almindelig madamme med motivation til at udfordre mig selv. Og jeg har erfaret, at det aldrig er en kamp mod ruten, bjerget eller vejret. Det er altid en kamp mod mig selv, og jeg vokser lidt hver gang, jeg overkommer det, jeg ikke troede var muligt. Så vi er på bølgelængde, Sir Edmund og jeg.

Jo, jeg ved godt, at det, der for mig virker inden for rækkevidde, kan virke totalt uopnåeligt og uforståeligt for andre. Kalder du det ferie? Hvordan har du tænkt dig at klare det? Av min røv! At du gider!, er blot et lille udpluk af de mange skeptiske spørgsmål og kommentarer, jeg får omkring den forestående tur. Og jeg forstår det godt. Det ER langt, hvis man ikke er vant til at cykle. Det ER udmattende og hårdt, når det går opad. Men det ER altså også berigende og befriende at kunne.

Der er især to ting i denne form for ferie, som jeg virkelig sætter pris på.

  • Det ene er, at jeg ser landet og dets turistattraktioner og samtidig kommer steder, hvor den normale kødrand af turister ikke findes. Ud på de øde stræk, hvor jeg møder mennesker og kultur uden facade, hvor kun mine egne kræfter kan bringe mig, og hvor naturen er storslået.
  • Det andet er, at jeg kan være ude, at jeg skal bevæge mig og allerhelst udfordre mine fysiske og mentale grænser.

I morgen går det løs.