Skriiiig

Lørdag 18. November 2017 – dag 7
Vi sad klar foran hotel San Bosco (larmende, ucharmerende sted i øvrigt) klokken 9, og blev afhentet af en minibus, der skulle køre os ud til dagens oplevelse: Zip-gliding og Sky-walking. Chaufføren præsenterer sig ved navn og forberedte os på, at vejen, vi skulle køre ad, ville være fyldt med huller, så det ville blive en lidt bumpet tur. Med et stort bredt smil erklærede han, at de kaldte den for “La Fortunas massagevej”, og det viste sig, at være en ganske rammende beskrivelse. Taget i betragtning at så mange busser kører op til Sky-adventure hver dag, er det utroligt, at de ikke fylder noget i de kæmpehuller på vejen.

Himmelskrig
Det er et enormt anlæg af tårne, stålwirer, gondollifte og hængebroer, der møder os, da vi er fremme, og luften sitrer af TZIIII-lyde, mens menneskekroppe suser hen over vores hoveder. Eventyret her går ganske enkelt ud på, at vi skal højt, højt op ad bjerget, hængtes på en stålwire og glide i fri dressur og for fuld fart fra station til station, til vi er nede igen.

Adrenalinet begynder så småt at bruse i mit blod, og spændingen stiger, mens vi bliver iført bælter, karabiner, spænder, sikkerhedshjelme og arbejdshandsker samt får vores første (og eneste) instruktion af guiden Jose. Vi ser, hvordan vi vil blive hæftet på stålwiren, hvordan vi skal hænger i vores sele, hvordan vi skal bremse og hvordan vi skal sprede benene før landing. Det er mange ting, vi skal huske.

Først skal vi dog lige op med gondolliften, som tager os højt over trætoppene og åbenbarer en helt vidunderlig udsigt til Arenal-vulkanen og søen, og i dag kan vi se, at der puffer en lille røgstrøm op fra kratertoppen.

Den første line, vi kører er ganske kort, så vi lige kan teste teknikken, og herefter er der ingen vej tilbage. Nu kan man kun komme ned via wire. Jeg træder med bævende knæ og rystende hænder op på den lille skammel, der står på en platform, der rager ud over dybet dernede. Så bliver jeg hægtet fast, slipper jorden, lægger mig tilbage i selen, krydser benene og hænger bare der midt i ingenting som et dovendyr på sin gren… og så bliver jeg skubbet ud over kanten. TZIII…. Pludselig forsvinder træerne og jeg er ude over åbent land/vand, og havde jeg kunnet, så havde jeg skreget. Det var der rigtigt mange andre, der kunne og gjorde.
Der er eddermame langt ned. (Undskyld sprogbruget). Det blæser derude midtvejs, og jeg begynder at gynge lidt, og holder krampagtigt fat i min glider. Ret hurtigt er det dog overstået, og jeg får tegn fra den hastigt nærmende platform om at bremse, sprede benene og – så er jeg inde – bliver grebet af en guide, står på en skammel og bliver løsgjort fra wiren. WOW, det var alligevel vildt.

Vi skal igennem 5 platforme og på hver platform er der lidt ventetid. De fire første baner krydser den samme kløft – frem og tilbage – og da jeg når frem til nummer fire, som kaldes big mama og er næstlængst, er jeg blevet så tryg ved det hele, at jeg kan nyde udsigten uden at være krampagtigt anspændt. Så kommer Big Daddy. Den længste. 800 meter lang. Et helt minut for at krydse. Den kører ned igennem en smal rydning i regnskoven, og man kan ikke se, hvor den ender. Det var en helt fantastisk tur, hvor jeg nåede op på en fart omkring 80 km/t.

Slangeskrig
Efter en kort frokost med vulkanudsigt blev det tid til SKY-walk. En guidet tur gennem regnskoven og over hængebroer, for at se på dyre- og planteliv. Vores guide var en frisk ung mand, med masser af viden og en hel del på hjerte, og vi traskede afsted mens han fortalte. Vi hørte om de tårnhøje palmer, der rent faktisk vandrer flere centimeter om året, ved at sætte nye rødder halvt oppe ad stammen og række dem en smule længere ud end de forrige. Røddernes udseende og form fik en del fnis frem blandt gruppens kvindfolk!

Vi hørte også om bromeliaplantens evne til at rumme op til 10 liter vand, som fungerer som drikkekar for aber og fugle, og vi hørt om dens slægtskab med ananasplanten og om begges evne til at nedbryde protein/kød = kødædende planter. Faktisk er den fornemmelse, vi får på tungen, når vi spiser ananas et resultat af, at ananassen forsøger at opløse os.

Vi fik udpeget forskellige fugle. En skovkalkun og en ugle af en art. Flere kolibrier og sangfugle.

Her er også mange slanger. Ved et stort træ stopper guiden og beder os udpege slangen. Vi kigger og kigger og så åbenbarer der sig en lille slange bag bladhanget. De er godt nok svære at se, de kryb. Det er en øjenvippe-slange, og guiden tilbyder venligt at tage vores kameraer og snuppe et foto. Tæt på, må vi ikke selv komme.

Der går ikke længe, før han gentager legen: find en slange. Her glor 14 par øjne og INGEN kan se kalorius. Den viser sig at være en temmelig stor krabat, og den ligger helt frit fremme – alligevel kan vi ikke se den. Vildt. Denneher er dog Costa Ricas mest aggressive, giftigste og farligste slange, så vi holder behørig afstand. Føj, tænker jeg, man kunne så let som ingenting have trådt på den, uden at ane, den lå der.

Der var to slanger mere på programmet. En lille grøn ufarlig snog, som guiden snuppede fra et blad i forbifarten.. og så den, der helt uden varsel gled ind foran mig på stien, da jeg var midt i et skridt. Jeg skreg. Højt. Mens jeg hinkede kort og forsøgte at holde foden oppe et splitsekund længere. Manøvren lykkedes, og min fod ramte jorden kun få centimeter fra slangen. Den var stor, tyk og brun, og den gled hastigt væk i underskoven før guiden nåede frem for at “redde” mig og artsbestemme bæstet. Flere gange sagde han til mig, at den “nok ikke var giftig”, men eg er piv-hamrende-ligeglad. Jeg blev så sandelig godt og grundigt forskrækket.

Sidste skrig
Vi kørte tilbage til La Fortuna, byens hvis navn betyder held og rigdom. Byen har ikke altid heddet sådan. Det er byens placering ved foden af Arenal-vulkanen, der er årsagen til navneskiftet, for da vulkanen gik i udbrud tilbage i 1968 strømmede turisterne til byen, og der blev gang i butikkerne. Det startede nærmest et lille gold-rush til byen, hvor man søgte held og rigdom… og så kom byen til at hedde sådan.

Her i byen havde vi nøjagtigt 15 minutter til at hente vores badetøj og håndklæder, før turen gik videre til de varme kilder. Området bogstaveligt flyder over med thermiske bade, hvor vandet tappes fra den nærliggende varme flod, som er varmet op af vulkanen. Nogle af stederne har store neonskilte og andet halløj, men sidste skrig er den økologiske trend, så vi besøger ecothermales, hvor de garanterer, at der ikke snydes med opvarmningen af vandet, og hvor der ikke sløses med noget somhelst – måske bortset fra de mange drinks, som serveres poolside. Så ligger jeg igen engang under en tropisk nattehimmel og flyder i varmt kildevand. Man får næsten lyst til at skrige af begejstring.