Spiegeleier

Solen er væk. Varmen er væk. Det har været en pivkold dag på rammen i Harzen med forfrosne fingre, rystende ben … og spiegeleier – spejlæg.

Det er strengt, jeg ved det, men jeg har mange fordomme omkring tysk mad. Mit kendskab til landets kulinariske formåen har dog hidtil begrænset sig til erfaringer indhentet på rastepladserne ved motorvejene, og det er vel ikke et helt rimeligt grundlag for at dømme en nations køkkenformåen. Men nu har jeg udvidet mit erfaringsgrundlag, og det bekræfter desværre bare mine fordomme. Maden er kedelig, smagsløs og uinspireret. Løgsuppe uden løg, svampesuppe med klumper af det pulver, den er lavet af, triste, udkogte grøntsager, tørt brød og klodsede anretninger.  Og så i dag – bum – som lyn fra en klar himmel – kom tre spejlæg med brasede kartofler til frokost, som en gudespise fra oven og reddede det hele. Spiegeleier blev således dagens ord.

Jeg kunne også have valgt “rundwanderweg”, for sådan een stødte vi på i dag. Liebesbankweg er en vandrerute på Bocksberg-bjerget bag byen Hahnenklee, hvor vi bor, og navnet betyder noget i retning af “kærlighedsbænk-stien”. Det er en 7 km rundtur – en såkaldt rundwanderweg. Langs ruten er der citater og kærlighedsdigte, hjerteformede bænke, kærestegynger og hegn til hængelåse. Vi startede dagen med at køre et stykke langs stien op til toppen af Bocksberg.

Om vinteren er det skiløbere, der kører op med liften og ned ad løjperne. Om sommeren er det Mountainbike-folket og deres cykler. Downhill-kørsel er en helt særlig disciplin, som ingen af os ni på holdet dyrker. Vi er skovfolk, og for sådan nogle som os, er der bygget et flowtrail. En bane med kurver og bander, buler og bump, der ikke er for stejle, men giver et fantastisk flow … hvis man altså tør give slip og glide med. Jeg synes normalt, at kurver er sjove at køre op på kanterne af, men i dag synes jeg egentlig ikke, det var spor morsomt. Måske fordi banen havde nogle gevaldige slidhuller, som jeg bare ikke synes det er sjovt at passere i høj fart, måske fordi jeg et par gange fik en lille flyvetur hen over nogle af hoppene. Det kan jeg bare ikke lide. Ned kom jeg da, og jeg er ikke afvisende over for at gøre det igen – meeen, jeg vil hellere i skoven. Og det kom jeg så.

Skovene her er fulde af nyudsprungne bøgetræer og majestætisk fyr. Træerne virker højere og mere imponerende end hjemme, fordi de vokser på de stejle skråninger og tårner sig op over sporet. Inde i skoven bliver vi ledt over grannålebunden ad bløde tracks, der snor sig ned og op. Så er der pludselige nedkørsler med små hop og store sten. Nogle mere stejle end andre, men jeg klarer de fleste. En enkelt må jeg dog liiige hen at kigge på og vælger at trække min cykel ned.

Snart kører vi på kanten af nogle store søer,  snart på en grusvej og snart på en pænt stigende asfaltvej. Et langt stykke kørte vi på de flade cykelstier, som har erstattet de gamle skinnespor, hvor togvogne med malm og sten blev trukket af heste, da minedriften var på sit højeste. Alt i alt blev det en dag med enorm variation i underlag og omgivelser, og jeg kan sige det med det samme. Det bliver ikke sidste gang, jeg kommer her på cykel.

Men næste gang, skal det være varmere. Jeg har virkelig frosset. Det har været 5-6 grader, overskyet og pivkoldt. Mine halvhandsker har ikke kunnet holde fingrene varme, og selv med mine to trøjer, en jakke og en regnjakke på, havde jeg svært ved at finde den indre glød. Jeg rystefrøs.

Så meget desto bedre var det, at ramle ind i en omgang spejlæg med brasede kartofler i byen Altenau og for første gang føle sig glad for maden og lidt forkælet. Vejen til en kold mountainbikers hjerte er ikke en sti med poetiske vers… det er mad!