Stafetdebut

I går regnede det. Faktisk silede det ned over det meste af Danmark og i særdelshed over Grib Skov, hvor jeg skulle have min debut ved en 6-timers MTB-stafet. Det var således ikke lysten, der drev værket, da jeg med skybrudsvarsel hængende over hovedet og heldagsregn i udsigt begav mig afsted med min drybag fyldt til randen med skiftetøj og tæpper samt en teltpavillion i bagagerummet.

Ruten var 9 km og sporet i sig selv en fornøjelse… altså sådan et spor, der ville have været med herligt flow og tilpas sværhedsgrad, hvis det havde været tørt. Men det var det ikke. Det var vådt. Pladdervådt, muddertungt, klæbrigt og pivglat. Lange stræk var smalle singletracks gennem højt græs og nælder, hvor muddermassen var så massiv, at der virkelig skulle styres hårdt for ikke at køre af sporet. Andre passager var med skråninger og dybe huller, hvor smatten ingen ende ville tage. Læg dertil usædvanligt mange glatte rødder og skarpe sving. Joeh, man skulle passe godt på, for cyklen skred og gled og der skulle bruges kræfter til at skabe fremdrift i klistermassen.

Men – man kan jo kun blive våd en gang, og når først man er smurt ind i mudder efter de første 200 meter, ja så tænker man ikke mere over det. Så lader man pludder være pladder og holder næsen i sporet. Og fordi det ikke var koldt, blev det en god dag. Jeg skiftede til rent og tørt tøj på fra inderst til yderst mellem hver tur og havde det forbavsende godt med at gå omkring på pladsen og hygge med de andre, heppe på mine holdkammerater og guffe burger og muslibarer. Mest nød jeg dog, at 36 mennesker ikke fylder ret meget på et 9km-spor, så jeg slap for de sædvanlige hasarderede overhalinger og kø og kluddermor på bakkerne. Nu var det bare muddermor alene på skovtur. Herligt.

Sent på dagen stoppede regnen, og solen tittede frem, så min tredje og sidste tur var en stor fornøjelse, og dagen endte på bedste vis. Dog uden, at vi nåede sejrsskamlen!

Det er ikke sidste gang, jeg melder mig til en stafet. Det var sjovt. Jeg kom ikke i nærheden af den der bidende udmattelse, som jeg er vant til, når en konkurrence går over 27 km.  Mine ben nåede ikke den der kraftesløse tilstand, hvor de næsten er lamme af uoverkommelig træthed, og mit hoved kom ikke ind i den der klokke af magtesløs energiunderskud, hvor min hjerne fortæller mig, at den ikke magter en eneste bakke mere. Nok fordi , pauserne giver mulighed for at fylde væske på kroppen og energi på musklerne og den korte distance pr. omgang gjorde, at jeg fint kunne give den fuld gas uden at være bange for ikke at kunne holde hjem.

Men HUH, jeg var gennemblødt til sidste sok, da det hele var overstået, og mine sko står stadig til tørre i kælderen.