Livsfarlige stikkestier

Det er smukt derude i øjeblikket. De mange lune dage med blå himmel og høj sol har fået grøftekantsDanmark til at eksplodere  i et sandt fyrværkeri af bladhang, græsskove og blomsterflor. Og desværre også livsfarlige stikkestier.

Min daglige cykeltur til job bringer mig gennem tre forskellige kommuner, og det er tydeligt, at nogle er bedre end andre til at tæmme de sprælske grøftekanter. Især een kommune byder på kilometervis af stikkestier. Smalle cykelspor, der er helt og halvt forsvundet under et grønt bælte af bregner, vejbred, nælder og kvikgræsser, som stikker frem, river mine ben til blods og tvinger mig over i modsatte side.

Som livsfarlige vejsidebomber hærger de jungletætte bevoksninger stikanterne og spærrer vejen. I dag var det nær gået helt galt. For hvad skal man dog gøre, når der kommer et helt cykelhold den anden vej? Der er bare ikke plads til passage, og planterne giver sig ikke. Jeg røg af cyklen og holdet gik i slinger. De fortsatte. Jeg blev vred. Det kan simpelthen ikke passe, at cyklister skal sætte deres liv på spil, fordi kommunen ikke magter at slå sine græsser.

Hverken kommuner eller bilister kan med rimelighed forvente, at cyklister vil køre derinde på de utæmmede stier. Fra i morgen vil jeg i al fald ikke. I stedet vil jeg ligge ude på vejen og modtage fuck-fingre og dytterier fra bilisterne. De skulle bare lige vide.  Stikkestier er ikke kun ubehagelige – de er livsfarlige.