Stillecykling og Vulkankigning

Søndag 12. November 2017 – dag 1
Nicaragua. Det fattigeste af mellemamerikas 7 lande. Landet med de 7 aktive vulkaner og 28 sovende, hvor møntfoden hedder Cordoba og der bor 6 millioner mennesker. Her fløj min kæreste og jeg ind i går aftes og ankom efter 23 timers flytransport via Paris og Panama til hovedstaden Managua, hvor vi blev samlet op af en chauffør og kørt sydpå i bus yderligere en time til Granada. Kl. 01.30 lokal tid kunne vi omsider kaste hovederne på puden. Seks timer bagud for tidszonen hjemme i Danmark og seks timer fra at skulle stå klar-parat til morgenmad og mødet med de cykelkammerater, som vi skal følges med de næste 14 dage, hvor vi skal trille igennem tre lande: Nicaragua, Costa Rica og Panama.

Jeg har ikke sovet særligt godt. Det er det sædvanlige…først er her er ALT for varmt… og så tænder vi for aircon’en… og så bliver her ALT for koldt, og så er hovedpuden for hård, og nattens lyde for høje, og maven rumler…. Ak ja, der er meget i vejen, når Madammen skal akklimatiseres til ny tidszone.

Klokken 7.30 sad vi 16 mennesker omkring et bord og så hinanden an. Vi er alle kommet langvejs fra for at være med på denne tur. En gut fra Australien, vi fire fra Danmark (vi rejser med et vennepar), en kvinde fra Rusland, og så er resten briter/skotter.

Omgivelserne er perfekte for et møde med hinanden og mellemamerika. Et superhyggeligt hotel med små gårdhaver med palmer, hængekøjer, gyngestole og en lille pool. Vores guider, Jackie og Louis, tager imod og vi får den første briefing om turens forløb. Vi skal både cykle og på sightseeing. Det bliver spændende. Noget af briefingen gør, at jeg godt kan føle, at det bliver lidt FOR spændende, for hele mellemamerika er dannet ved vulkansk aktivitet. Hele vejen ned gennem landende ligger en zone, hvor to tektoniske plader mødes. Derfor får vi også instruks om, at det er HELT ALMINDELIGT med daglige rystelser. Dem skal vi ikke tage os af!

Vores cykler står klar. Det er en noget anden oplevelse end min carbon/fully derhjemme. Denneher er tung, har tre klinger og er hård som sten. Men den virker fint og fejler ikke noget. Det værste er nok, at de har byttet om på bremserne, så jeg skal virkelig tænke mig om, for ikke at komme til at blokere forhjulet!
Vi triller ud ad Granada by.

Jeg kan virkelig godt lide byen, med sin koloni-stil i byggeriet og de mange farver. Bygninger, biler, cykler, alt er i spraglende kulører, og man bliver helt glad i låget. Først triller vi langs “strand”promenaden. Det er søndag og der er liv og glade dage langs søbredden. Familier er på udflugt, har spændt hængekøjerne ud, tændt grillen og bader lystigt. Her sælges popcorn, slik, balloner og badedyr, og var det ikke for de 34 graders tyngende hede og det i øvrigt lidt slidte og forsømte look, der ligger over stedet, ja så kunne det såmænd være ethvert andet badested i verden.

Vi drejer af, og nu gik det gik stille og roligt ad en stor jordvej. Her er utroligt grønt og frodigt. Det er regntid, men det har ikke regnet et par dage, så vejen er tør og fin, omend hullet og bulet, men vi kan se store sumpe og små søer, hvor vandet står stille, mens siv og lianer dækker hele underskoven. Vi kigger også opad efter brøleaber – og det lykkedes os faktisk at få øje på en lille flok.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sammenligne det med. Det er ikke så fattigt og tørt som Afrika, men infrastrukturen ligner alligvel lidt. Måske mere Filippinerne, med simple bræddehytter, sivhytter og murstenshuse placeret langs vejen. Mange uden døre og vinduer. Alle med elektrisk lys. Flere med tv-et i gården.
Efter 16 km gør vi stop ved bredden af mellemamerikas største sø, Lake Nicaragua. Her ligger et lille resort, hvor vi placeres på en udsigtsterrasse højt oppe. Her er meget smukt. Her er også gang i aktiviteter af alverdens slags, fx er der en fyr, der giver opvisning på sin “jetovator” = store vandstråler under fødderne, så man kommer højt op i luften.

Vi forudbestiller vores frokost, og mens de tilbereder den, tager vi på sejltur på søen, som har 365 øer (en til hver dag). Båden snor sig mellem flere af øerne, hvor nogle er så små, at der knap kan stå et hus og andre er store nok til at huse et resort. Flere af øerne er til salg. 1,7 mio. Kroner for den med grøn bevoksning og plads til en god villa. Vi møder også en fyr i en robåd med sin cykel ombord. Senere cykler vi hjem igen. Det blev til en flad og kort tur på 35 km i dag, men heden gør, at det var rigeligt. Det her kommer til at kræve tilvænning.

Aftenen bød på endnu et par oplevelse – kraterudsigt og nattevulkankigning. Kraterudsigten fik vi fra en platform i en lille overturistet by. Her var der lavet bænkerader, så vi kunne sidde og nyde udsigten over den store sø i et udslukt krater… sammen med resten af oplandets turister og beboere. En ren turistfælde, hvor boder og restauranter kæmpede med hesteridning, motorcykeludlejning om vores opmærksomhed.

Næste stop var Masaya-vulkanen, der er aktiv, men ikke har været i udbrud siden 1745. Vulkanen ligger i en nationalpark, hvor mange plejer at gå tur på kraterkanten. For 10 måneder siden krakelerede krateret og i bunden blev lavastrømmen pludselig synlig, og der steg voldsomme mængder svovldampe op dernedefra. Parken blev lukket, fordi man var bange for et nyt udbrud var på vej, og fordi dampene er giftige. For bare et par måneder siden åbnede parken igen, men man må kun opholde sig i området max 15 min så man ikke risikerer forgiftning. Vi holdt længe i kø, for at komme ind til vores 15 minutters oplevelse, men hold da op en oplevelse. Mod den kulsorte nattehimmel stod det brændende røde lys fra kraterbunden op og skabte skumle skygger. Der lugtede ikke så slemt, for vinden bar væk, men vi kunne se de store dampskyer, som pulserede ud dernede fra dybet. Det er mærkeligt, men der låen helt andægtig stemning over stedet. Vi var hundredevis af fotograferende turister, men der var alligevel helt stille. Folk hviskede. Ingen løb. Selv havde jeg det ligesådan. Tænk, der stod jeg og kiggede direkte ind i jordens skoldhede kerne og blev lidt skræmt over, at den hårde skorpe, der beskytter mig mod de boblende stenmasser ikke er tykkere. Jeg følte mig meget lille.