Susan/Frank

“Hvad hedder du”, spurgte jeg den lille mand med de store runde øjne, som de sidste ti minutter havde vist os rundt på førstesalen af sit hus, hvor vi har lejet et par værelser. Den trinde lille mandsling havde netop omhyggeligt instrueret os i, hvordan vi skal trække i en snor i loftet, for at få brusebadet til at virke, hvor lyskontakterne sidder, og hvad tid der er morgenmad. Han er en pudsig personage, der hele tiden stiller spørgsmålet “Is it OK?”, mens han peger begge tommelfingre i vejret i en dobbelt thumbs-up og spørgende hæver øjenbrynene. Da vi utallige gange har forsikret ham om, at alt er fint, spørger han til, om vi har huske kameraet (OK? – yes – thumbs up), og om vi har forstået anvisningerne på, hvor vi kan gå hen og få noget at spise (OK? – yes – thumbs up).

Vi ankom i går og skal bo her på det lille bed-n-breakfast i tre dage, så for mig var det naturligt lige at spørge til vores værts navn. Jeg blev meget overrasket, da han svarede “Jeg hedder Frank, men alle kalder mig Susan”.
Susan Dean, står der på Franks visitkort. Meget forvirrende – og overraskende. Susan/Frank går ikke i dametøj, og Susan/Frank har en kone, så han tilhører ikke umiddelbart gruppen LGBT. Han ligner en helt igennem almindelig rundhovedet herre. Grå i toppen, lidt rund om taljen og adskiller sig kun ved at være udstyret med overdrevent opadvendte tommeltotter. (Jeg bliver nødt til at spørge ham om navnets oprindelse, før jeg rejser hjem. Der MÅ ligge en god historie bag).

Susan/Franks lille pensionat her i Balloch hedder Glenfern Guest House. Vi skal over gårdspladsen med røde sten, forbi skiltet “Alt optaget” og en række tomme blomsterkrukker, en havebænk og et skur for at nå om til bagtrappen, hvor vi skal gennem en hvid dør for at komme ind i det lille gul-brune hus og derefter op ad en tæppebelagt, knirkende trappe, for at nå til vores værelse.
Allerede inden vi når så langt mødes vi af en gennemtrængende odeur af… Luftfriskerspray? Wunderbaum? Hele huset hørmer af en-eller-anden kunstig blomsterduft og den parfumerede luft er tung, hovedpinegivende og decideret rædsom. Om det er også er den tunge luft, der gør, at husets internet heller ikke rigtig lader til at kunne flyve, ved jeg ikke, men det viser sig i al fald, at jeg skal stå ude på toiletbrættet med iPad’en ud ad vinduet, for at få et signal. Givetvis et yndigt syn, men altså særdeles anstrengende.

Vi slår vinduerne op i vores lille loftsværelse og skaber gennemtræk, så det bliver til at trække vejret. Men, det er ikke nok. Den kunstige duft af jeg-ved-ikke-hvad er intens og insisterende, og tager til i styrke, hver gang man nærmer sig en kommode, et gardin eller en dørkarm. Den kvalmende bouquet er simpelthen sprayet på. Jeg går i gang med at vaske paneler, dørkarme mv. – med toiletpapir (certificeret egnet til udskyl i toiletter) – og det hjælper faktisk. Alligelvel må vi dog tilbringe hele natten for åbne vinduer og i gennemtræk, for at kunne ånde uden det river alt for meget i næse og hals.

Her til morgen har Susan/Frank så åbnet døren ind til spisestuen nedenunder, og han vimser omkring og gør sig de yderste anstrengelser for, at vi er glade og tilfredse. Rister brød (OK? – yes – thumbs up), serverer kaffe (OK? – yes – thumbs up), spørger til vores planer for dagen (Bus? – OK? – thumbs up). Kaffen er god, og bliver slet ikke påvirket af, at blive serveret i store lyserøde kopper, og toasten er fin. Alt er faktisk fint. Den sirlige indretning med pompommer på rullegardinerne, de pletfri hvide (smudsafvisende) duge og de svungne håndtag på trædørene matcher fraværet af nullermænd i hjørnerne og mangel på støv i vindueskarmene. Her er rent, pænt, nysseligt og intet at sætte fingeren på… bortset fra den allestedsnærværende lugt at duftspray. Er det lavendel? skovbund? gå-væk-hund?