Suttekirkegården

image

På vejen hjem fra arbejde triller jeg ofte forbi suttetræet. Her hænger de små børn deres kæreste eje og går hjem til et par grådkvalte dage, mens de vænner sig til et liv uden sut.

Suttekirkegård
Suttetræet står som et vartegn i grøftekanten og ligner en mellemting mellem et juletræ og et skraldestativ. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg skal synes om det træ. Kønt er det ikke, men betydningsfuldt for dets brugere er det nok. Der står det i al fald som en flagrende suttekirkegård, hvor sutterne hænger enkeltvis og i klaser, bundet op med farvestrålende gavebånd, og nogle er endda pakket i poser sammen med små sedler og glade børnetegninger. De nyeste sutter skinner blanke i solen mens de ældre er falmede og matte. Martha 25/5-2012 står der på en pose, Oliver 9/3-2012 på en anden. Gad vidst, hvor længe den ældste sut har hængt her?

I dag tog jeg mig tid til at sidde lidt på bænken i den bagende sol og kigge på træet. Lytte til grøftevandets rislen ved træets fod, dufte det nyslåede grøftegræs og mærke brisen, som fik poser og sutter til at knitre og rasle i træets grene. Sendte en tanke til dengang det var slut med sut for mine egne unger.

Ingen andre så ud til at bemærke træet i dag. Ingen græd ved dets stamme og ingen gjorde holdt. Kun mig.