Tape dig selv

image

Lige siden skaden skete for snart fire uger siden, har jeg haft højre ankel og læg tapet op, som fysioterapeuten instruerede mig. Tapen har siddet så længe, at jeg har fået permanente, hvide striber efterhånden som solen har brunet resten af benet. Meget yndigt!

Jeg er altså derfor i øjeblikket storforbruger af kinesiotape. Og jeg kan lige så godt sige det med det samme. Kinesiotape er dyrt, men dejligt. Alle tidligere erfaringer, jeg har gjort mig med sportstape, har givet min hud åndenød, kløe og klisterstriber. Sådan er det ikke med kinesiotape. Det er både behageligt og sidder tilmed godt fast i flere dage og holder til både badning og bukseben. Hurra for de teknologiske landvindinger.

Da jeg bestilte nye forsyninger af tape (denne gang en lysende blå og en flot sort i stedet for hudfarvet) kunne jeg samtidig få en bog, med den lidt kinky titel ‘Tape dig selv’. Jeg oplever nemlig at smerterne nu også sætter sig i mit knæ og mit skinneben, så det vil være rart med lidt input til varianter af optapeningen. Både tape og bog ankom i dag, så nu skal jeg i gang med taperiet.

I øvrigt ligger der et hav af instruktionsvideoer om tapening med kinesiotape på YouTube.