Tøsetril

Himlen var dybblå, det var vindstille og temperaturen sneg sig op over 30 grader, da jeg i dag begav mig ud på Tøserundens 112 km. Og det blev en helt vidunderlig dag på landevejen, selv om den også blev lidt vel rigelig lang. Syv timer. Det er længe.

Pigerne, jeg kørte med er ikke cykelnørder. De er løbere. De er er seje tøser i særdeles god form, men deres tempo og distancer på rammen er ikke i nærheden af, hvad jeg er vant til, så aftalen var, at de satte tempo og pausetid. Jeg plejer ikke at holde mere end en enkelt pause på så “kort” en distance, men Tøserunden byder på hele fire (4!) depoter undervejs. Vi besøgte dem alle,  og vi tog os god tid på hvert af dem. Faktisk brugte vi knap fem timer på at cykle (23,6 km/t) og andre 2 timer og 15 minutter på pauserne. Men når solen skinner, og jeg skal køre MTB-løb i morgen, så gjorde det ingenting, at vi tog den med ro.

Tøserunden er et særligt løb. Et løb, hvor gæve quinder kaster sig ud på en cykeldistance, der for mange virker helt uoverskuelig. De fleste cykler tydeligtvis ikke til daglig, og mange kæmper en hård kamp og lider derude.

Sådan en omgang tøsetril er ellers et festligt skue. Lidt ligesom pinsesamba bare på cykel. Her er tøser i kjoler og klipklappere, madammer i gummisko og strutskørt, fruer med fjer i hatten og sløjfer på styret, kvinder i tricot og kliksko og trunter med cykelkurve(r) og kaffekander. Alle tramper de afsted i vuggende takter, sniksnakkende ud ad landevejen og prustende op ad bakkerne. Her passerer man i en evig siksakken forbi hold med fantasifulde navne som Bål Åges Venner, Finns onsdagspiger, Æblesild og Hønseholdet, hvor de prustende prinsesser ligger i sociale kæder side om side og fylder hele vejbanen, så hverken bil eller bike kan passere.

Det kræver et særligt temperament, at begå sig i denne brogede flok – især når man, som jeg, er vant til at rulle helt alene derude på landevejen. Men selskabet var hyggeligt og øllen i mål ved folkefesten på Køge Havn satte prikken over i’et.