Toscana my love

Har madammen tabt kuglepennen? Sådan skrev en trofast følger af bloggen, som savnede et indlæg i går. Svaret er nej… Jeg faldt såmænd bare i søvn. Den friske luft, de mange kilometer, stigningerne og ikke mindst den bagende sol gør mig mør og søvnig, så dette indlæg dækker to dage. To helt vidunderlige og fantastiske cykeldage efter vores fridag i Firenze (som jeg i øvrigt brugte på lidt sightseeing). Det guddommeligt smukke Toscana har vundet mit hjerte.

Onsdag 27. September – Firenze til San Gimignano.

Positivt stress
Jeg har besluttet at blive på holdet for de mindre øvede. I stedet for at få stress over at være den, der hænger bagud på øvede-holdet, så heller få stress over, at det går for langsomt her. Det er en mere positiv form for stress, synes jeg. Men stressende er det altså!

Vi lagde fx ud med 10 km nedkørsel fra hotellet til Firenze i et tempo, der var langsommere end vores opadkørsler, fordi flere på vores hold ikke er glade for at køre nedad, så de bremser konstant. Det er en panisk rædsel, de besidder, og som kommer til udtryk på hver eneste lille nedkørsel (også de helt harmløse). Det skal dog retfærdigvis siges, at der også er nogle ret krasse nedkørsler imellem, og at jeg godt kan huske, hvordan det var, da jeg selv startede med bjergkørsel.

Det er vildt stressende for sådan een som mig, der ELSKER nedkørsler. Farten, teknikken, vinden. Uha, det kan jeg godt lide. Så jeg meldte mig som fast bagtrop. Der – allerbagest – som udstationeret sidstemand, kunne jeg så holde ind, vente til de andre havde bremset sig til bunden af bakkerne, og så give den gas. Det fungerede fint, og stressniveauet faldt en del.

Vin, oliven og cypresser
Solen skinnede fra en skyfri himmel, og temperaturen sneg sig op over de 25 grader. Dertil kom en let brise, og rammen for en perfekt cykeldag var sat. Vi snoede os (langsomt) fra den ene fabelagtige udsigt til den anden. Det ene øjeblik er der vinmarker, så langt øjet rækker, det næste er det de gråblå olivenlunde, der dominerer, og overalt knejser de høje, slanke cypresser, hvis duft er berusende og besnærende.

Vi kører gennem små landsbyer med pittoreske huse med skodder, altaner og små blomsterpotter. Her sidder de gamle mænd på plasticstole i skyggen og hilser pænt, når vi kører forbi. Buon Giorno.

Sukker og vand
Men de mange bakker tærer. Selvom de ikke alle er lige så stejle og stride, som dem i Appeninerne for nogle dage siden, så bider de dog fra sig, og de kommer i en jævn strøm. Og det går kun langsomt fremad. Nogle løber tør for vand. Jeg har intet spiseligt med. Det er en hård tørn i varmen. Ud på eftermiddagen går en af holdkammeraterne fuldstændig sukkerkold på en stigning, hvor næsten alle er stået af cyklerne og trækker op (dog ikke mig). Midt på bakken går han i stå. Jeg triller ned, tager hans cykel og en anden taler ham op på toppen, hvor vi placerer ham i skyggen i et busskur. To km længere fremme holder følgebilen, som vi får til at komme og samle ham op. Efter at have fået noget sukker og noget vand er han så god som ny.

Tabt
De sidste kilometer går det opad. Op til den berømte middelalderby San Gimignano. Jeg ligger stadig og holder bagtroppen, og efter et stop venter jeg på en holdkammerat, der er længe om at montere sin rygsæk. Holdet kører, vi er bagud. Normalt praksis er, at hvis holdet drejer af, sætter man en person fra holdet i vejkanten, som kan vise vej. Men dette uerfarne hold glemmer det.

Så vi blæser derud ad… men den forkerte vej. Følger skiltene mod byen, men kan ikke se vores hold. Det viser sig, de er kørt ind ad en grus-genvej. Vi ringer sammen og aftaler at mødes i byen på toppen. Og sådan fik jeg lige en lille ekstra bakke eller to, før vi landede i den usigeligt hyggelige gamle by, med de snævre gader, de høje tårne og det stemningsfyldte torv.

Ialt blev det til godt 67 km og 1336 højdemeter. En solid dag på rammen. Eneste klage må være, at vi KUN kørte asfalt. Intet MTB-terræn og dered ingen reelle udfordringer.

Torsdag 28. September – fra San Gimignano til Siena

I går drak jeg Weissbier på torvet i den smukke middelalderborgby San Gimignano, der ligger på en bjergtop 325 meter over havet. I dag sidder jeg ved poolen og drikker Brunello i den lige så gamle storby Siena, også 325 meter over havet. Alligvel siger min GPS at jeg har kørt 900 højdemeter, for at komme fra den ene by til den anden. Sådan går det nemlig op og ned her i det Toscanske landskab.

Men det går også ganske godt. Jeg har haft en udsøgt dejlig dag derude. Mine ben bliver klart stærkere for hver dag, der går, jeg har overskud og ingen ømme legemsdele. Det har tilmed været en fornøjelse, at danne bagtrop i dag, for jeg har fundet en ny måde, at forvalte min rolle på. I stedet for at ligge bagest konstant, har jeg kørt mange intervaller.  Spurtet helt nede bagfra og helt op foran, for derefter at lade mig falde tilbage og gentage processen. Jeg har også kørt alle 833 højdemeter uden at stå af, og på mange af stigningerne har jeg været eneste cyklende. Det er opmuntrende.

Turen i dag fulgte Fransiscanermunkenes Camino til Rom. Derfor mødte vi mange vandrere og en enkelt gang mødte vi en stor flok unge mennesker med højttalere og yndlingsmusik dunkende ud til dagens gåtur. Turen gik hovedsageligt ad grusstier, stenstykker og andre ujævne flader, og det nød jeg til fulde. Og tidligt på eftermiddagen nåede vi så frem til Siena.

Her slog vi et smut forbi Piazza del Campo, det store rådhustorv i byen. Her er der et årligt hestevæddeløb, og da jeg var her for år tilbage, var det en stor attraktion for cykelryttere, at lade deres jernheste drøne rundt på arenapladsen. Sådan blev det ikke denne gang, for det er forbudt at cykle derinde nu, og bøden er på 1000 Euro. Så vi trak bare forbi, og kiggede på de mange mennesker, der sad på pladsen, og vi beundrede de store rådhus, der er tegnet af samme arkitekt, som har bygget rådhuset i København. Dernæst endte vi på hotellet, ved poolen, med Brunello indkøbt i nærmeste supermarked.

Det blev til 58 kilometer og 877 højdemeter.