Tredje optaktsløb

image

Tredje optaktsløb bragte mig ud på en solid 400 kilometer rundtur på Sjælland ( og en lille uplanlagt afstikker deroppe på Tisvildekanten).

DONE!!!
It is done. Well done!
I am done. Well-done!

Tredje optaktsløb ud af fire er gennemført og færdigt. Og det gik godt. Jeg er også godt og grundigt færdig. Mør og gennemtræt. Men jeg gjorde det sgu! Firehundrede kilometer på cykel.

Hvordan beskriver man sådan en dag på rammen, hvor der jo reelt ikke sker meget andet, end at man hænger i pedalerne og langsomt men sikkert hiver al saft og kraft ud af sine muskler. Tømmer depoterne og strør alt hvad man har af energi og overskud ud over den sjællandske asfalt? Jeg kan jo forsøge at sætte lyd, tanker og billeder på.

Vandkoncert
Klokken seks lørdag morgen gik starten. Det regnede. Jeg havde taget knirkende plastposer om fødderne, for at spare mig for våde sokker, når vandet slog op gennem hullet i skoene ved klamperne. Dum, dum ide! Inden længe havde regnvandet i stedet samlet sig i poserne, og jeg havde etableret et rullende fodbad, der sagde svup-svup-svup, når jeg trådte. Hver gang en bil passerede, kom det velkendte plaaask af regnpytter, der bliver gennembrudt, hvorefter kaskader af vand bliver sendt i cyklistens retning og lander med et sjask.

Jeg nåede at pløje over 100 km våd asfalt akkompagneret af de smalle cykeldæks karateristisk sweeessh-lyd, som i kombination med dik-dik-dik af dråber, der rammer hjelm og briller blev til en hel lille vandkoncert. Symfonien fuldføres af en evig underliggende rytme af det tunge åndedræts whoosh, whoosh og den hvinende sopran af grus og småsten som knaser mellem tænderne, hver gang man tygger sammen. Efter fire timer stilnede regnen. Vi var i Mørkøv.

Laber vind
Det er forundeligt at opleve himlen klare op uden helt at kunne registrere præcis hvornår man blev ramt af den allersidste regndråbe, men pludselig var himlen blå og luften fyldt med fuglesang og regnforstærkede dufte af hyld og raps. Vi er nu på vej fra Kalundborg op mod Nykøbing Sjælland, og i stedet for sidevind er vi nu på et 50 km stræk, der går direkte op mod vinden, og jeg skal træde lidt hårdere.

Som I ved følger jeg vejret tæt i ugen op til sådan en tur, og jeg bruger altså både den norske og danske DMI til at holde mig opdateret. Som en af mine veninder skrev i dag: godt der ikke er brugerbetaling på de websider – så havde jeg været en fattig kvinde! Nå, men vinden er i al fald nu taget til, og jeg tænker, det er, hvad man på den norske vejrtjeneste kalder ‘en laber brise’. 6-7 m/s. Jeg synes nu også den brise er ret laber – men altså først, da vi har stemplet i Nykøbing og får vinden i ryggen tilbage ned mod Mørkøv.

Tankespind
Mange har spurgt mig, hvad jeg egentlig tænker på, når jeg sidder der på cyklen så mange, mange timer. Det er meget forskelligt. Nogle gange tror jeg ikke, der er nogen tankevirksomhed overhovedet. Jeg er bare tom i bøtten og træder per automatik. Ingen hjemme overhovedet.

Andre gange registrerer jeg alt omkring mig. Dyrene, blomsterne, markerne, havet, skiltene og morer mig over stavefejl eller pudsigheder. Fx ‘Børneloppemarked’ ( må man sælge børn) eller ‘hvide og sorte høns til salg’ ( hvad siger skattevæsenet mon til det).

Atter andre gange vandrer mine tanker til absurditeter. Så sidder jeg der og tænker på, at ham der har malet landevejsstriberne nok også synes, at det var nogle lange kilometre, og at hvis striberne nu var et målebånd, så kunne det vise minutterne, som langsomt passeres og bliver til timer. Mange timer.

Endelig bruger jeg også en del tid på at fantasere – visualisere. Tænker på, hvor fedt det vil være, når der kun er 10 km tilbage, hvor skønt, det bliver at være hjemme og putte mig i min seng. På den store bøf, jeg skal spise i morgen som belønning.

Nattebilleder
Dagen forsvinder på mystisk vis, og pludselig blev solen rød og skyggerne lange. De – skyggerne – projiceres tydeligt på et plankeværk, vi passerer, og giver illusionen af, at vi nu har fået følgeskab af endnu en række ryttere. Vi tænder lygterne mens natten sænker sig over nordsjælland. Samtidig lægger vinden sig helt, og pludselig befinder jeg mig i en eventyrlig smuk og lun aften, hvor fuldmånen hænger slørgul og mægtig og kaster gyldent lys over hav og sø. Sådan en nat, der er ideel til at gå kærestetur og se på stjerner.

Jeg er ikke på kærestetur. Jeg er på stroppetur. Vi er nu inde på de sidste 100 km, der bringer os frs Frederikssund op til Gilleleje. Mørke, øde landeveje gennem tomme sommerhusområder og halvdøde byer. Her er tyst og stille. Og dog. Der er liv og familiefester i de mange kroer og forsamlingshuse.

Ellers er det generelle indtryk, at hele nordsjælland er til salg. Ejendomsmæglerskilte fylder vejkanterne i et antal, hvor selv grøftekantsblomsterne ikke kan følge med. Vi kører lidt forkert et par gange. Spørger en mand i Liseleje om vej til Gilleleje, hvorpå han peger ud ad vejen og vantro siger… Der er altså langt! Klokken er 23.30 da vi når badebyen. Alt er lukket undtagen Skipperkroen. Vi går derfor på værtshus tæt ved midnat i cykeldress for at få et stempel som bevis på, at vi var i byen. Damen i baren har intet stempel, så vi må i stedet købe en sodavand, for at få bonen som bevis.

Triumfen, der udeblev
Da jeg kl 2 om natten fik det sidste stempel i mit kort på Shell i Nærum og et efterfølgende tillykkeknus var jeg slet ikke i stand til at juble. Jeg følte ingen triumf, ingen overstadighed og ingen trang til at feste. Jeg kunne sagtens forstå og fatte, at det virkelig var overstået og gjort, og jeg var lettet, men jeg kunne ikke finde glæden eller euforien. Alt jeg kunne tænke på lige der i nattemørket var, at fjerde og sidste optaktsløb om en måned er 200 km længere. Jeg var ved at brække mig bare ved tanken.

Sådan kan man ødelægge sit eget øjebliks velfortjente lykkerus med pessimistiske forudanelser og utidig bekymring. Idiotisk. Her dagen derpå øver jeg mig derfor i at glædes og lade det hele bundfælde. Måske vil jeg give kager på jobbet… Sådan bare for at markere bedriften og smage sejrens sødme. Det er nemlig en enorm sejr. Sejren over mig selv og landevejen.

Efterord om fysikken
Jeg er ramt. Rigtig ramt. Det var en lang og sej dag, hvor min krop ikke ville som jeg. Allerede fra morgenstunden var jeg plaget af hovedpine. Måske forårsaget af mine nyopererede øjne? Jeg havde derfor spist både Panodil og Ipren. Efter 150 kilometer får jeg kvalme. Jeg har kun spist en enkelt sukkergel og drukket halvande flaske energidrik, men tror alligevel, at det er sukkeret, min krop reagerer imod. Ikke så godt, for hvis jeg ikke tilfører energi, kommer jeg ikke igennem.

Kvalmen varer ved, og jeg må desværre kaste op flere gange undervejs. Samtidig prøver jeg desperat at putte noget nyt i maven. Foccaciaboller, Bountybar, rugbrød. Det meste kommer op igen. Min mave vrider sig i kramper. Fra 200 km tilfører jeg ikke flere kunstige sukkerprodukter, kun en cola og en chokoladeskildpadde i Gilleleje. Hovedpinen bliver også bare stærkere. Øjnene hæver og sårene bliver varme. Det er overhovedet ikke sjovt. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg klarede de sidste 50 km. Det står ret tåget.

Her, mandag formiddag, ligger jeg i min seng. Jeg har endnu ikke kunne spise og drikke og holde det i mig. Jeg er tørstig, jeg har feber, jeg ryster, fryser og er skidt tilpas. Denne gang fik jeg vist kørt mig selv alt for langt ud. Og jeg kan mærke det i musklerne. Efter de 300 var jeg slet ikke øm. I dag er jeg øm allevegne. Mine lårmuskler vil ikke strækkes, mine lægge skriger af smerte, min højre arm kan jeg ikke løfte og jeg har flænset huden på rumpetten. Jeg er sølle.

Det er ikke noget, jeg har lyst til at prøve igen!

3 Comments

  1. Christina siger:

    Kære seje, inspirerende rammemadamme! For fanden hvor er du sej! Hver kilometer du tilbagelægger er en kilometer nærmere på målet der oppe i norge. Du er meget, meget tættere på nu! Klap dig selv på skulderen (hvis du kan) – 10.000 virtuelle klap her fra min side af skærmen og et knus sæføli

    1. rammemadamme siger:

      Kære søde, opmuntrende og positive Christina. Jeg tager imod de virtuelle klap og knuset, og venter liiige med at forsøge at hanke op i mig selv, til jeg har fundet ja-hatten. Den er nemlig blæst væk, tror jeg! Kram

  2. Michael Cubbin siger:

    Hej – Du er godt nok sej det må jeg sige. At køre i så mange timer, der tror jeg sku ikke jeg ville kunne overskue. Da jeg kørte Århus – Københavns, som i længde er nogenlunde det samme, brugte jeg 12 timer – det synes jeg var længe at sidde på cyklen. Jeg synes bestemt du skal blive ved, og også køre selve løbet – jeg er sikker på at du har det i dag!

Comments are closed.