Turist med omtanke

mteverest
I dag faldt jeg over en artikel i Ekstra Bladet. Den handler om det svineri, som de mange besøgende ved og på verdens højeste bjerg, Mt. Everest, efterlader sig, og om, at nu har Nepals turistministerium omsider besluttet, at stille strengere krav til oplevelsesturisterne, om at rydde op efter sig. Det synes jeg bare er helt i orden!

Vi beder ikke bjergbestigerne om at samle affald op efter andre. Vi beder dem bare om at tage deres eget affald med tilbage, siger turistministeriets Maddhu Sudan Burlakoti

Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan mennesker, der drager ud i verden for at opleve naturens skønhed og uberørthed samtidig smider om sig med affald og – om man så må sige – skider i egen rede. Det er beskæmmende og skræmmende, at alle synes at mene, at “nogen” skal komme og rydde op efter dem… også i dødszonen?

mteveresttal

Selv oplevede jeg nøjagtigt det samme, da jeg for nogle år siden gik til toppen af Kilimanjaro i Tanzania (5.895m). Folk smed samvittighedsløst deres skrald langs vandrestierne, efterlod tøj og ting, som de ikke gad slæbe, og bag hver større sten lå bunkevis af menneskeafføring mens de omkringliggende buske var dækket af brugte Kleenex, der hang og blafrede i vinde. De seneste opgørelser fra Kilimanjaro Nationalpark viser, at også på det bjerg, er turiststrømmen heftigt stigende.

Populariteten af at bestige Mt. Kilimanjaro er nu højere end nogensinde. Tanzania National Parks statistikker viser, at gennem de seneste 10 år er antallet af klatrere på bjerget næsten fordoblet – fra 28.000 turister i 2003 til 52.000 turister i 2012.

Jeg lover hermed, at jeg ikke smider noget som helst skrald på min vej gennem Nepal. Alt, hvad jeg bærer med mig derud, bærer jeg også med mig hjem igen…. eller smider i en autoriseret skraldespand!