Udstæder

Solen skinnede og vinden havde lagt sig, da jeg gik ned for at spise morgenmad, og da jeg kom op igen var det skyet, gråt, blæsende og 19 grader. Noget af en forskel fra de foregående dages 28-30 grader. Da Free Motion kun har guidede ture tre dage om ugen i sommersæsonen, var vi i dag – ligesom i tirsdags – overladt til selv at finde på en tur.  Hvor vi i tirsdags drejede til højre ad landevejen, drejede vi i dag til venstre. Det bragte os til et par byer langt ude. Udstæder.

Landevejen lignede sig selv. Bakket og bulet maser den sig frem gennem et goldt og tørt landskab, hvor vinden rusker i de små buske, der har været så heldige at finde rodfæste i den stenede støvjord. Man forventer næsten – som på film –  at vindhekse skal komme trillende i selskab med små tornadoer, der flytter det tørre sand, men i stedet er det stykker af plastik og papir, der hvirvler omkring og spiddes på buskenes torne, hvorfra de hænger som små forrevne flag, der udsender blafrende klagelyde over deres sørgelige skæbne.

Den døde by
Vi er kun 15 kilometer fra øens turistcentrum, og alligevel er vi langt ude. Vi drejer af et tilfældigt sted og lander i en tilfældig stad. Det viser sig at være den dødeste by af byer. En vaskeægte udstad.

Castillo del Romeral står der på en robåd, der umotiveret er plantet midt i en rundkørsel og tjener som byskilt og velkomst til det lille fiskerleje.

Vi kører op ad hovedgaden. Her er temmelig stille. Et par søvnige fodgængere trisser omkring med deres mobiler ved øret og på et par døre hænger poser med morgenbrød bragt ud af bageren (gætter jeg). Hovedgaden er vel 200 meter lang og ude ved enden kører vi til højre og tilbage af en anden lille vej. Her er pænt og nydeligt med flotte fortove og nymalede husfacader i friske farver. Men her er ingen mennesker. Det er som om byen er død.

Den tredje vej er havnepromenaden. Her er bygget badebroer med trapper ned i vandet, og her er store torve med plads til masser af badegæster og folkefest. Men her er rungende tomt, og der sidder blot en enkelt standhaftig kvinde i en solstol. Hun kommer til at vente længe både på solen og selskab.

Byen har tre gader mere. Og så ender den. Præcis så pludseligt som den begyndte. Hver af gaderne stopper bogstaveligt talt i en dynge grus, hvor asfalten ophører. Bum. Der er ikke meget mere at se i Castillo del Romeral – og her er slet ikke et sted, hvor man kan få noget frokost – så vi kører videre. Til Juan Grande.

Den delte by
Castillo del Romeral viser sig dog at være et sprudlende festfyrværkeri sammenlignet med Juan Grande. Den stakkels by ligger klinet op ad hovedvejen. Ja faktisk skærer hovedvejen direkte igennem byen, der sådan er blevet delt på midten. Her er kun 3 gader, men også masser af samlingspladser, der er gabende tomme. Så vender vi cyklerne og kører tilbage mod San Agustin.

På turen hjem tager vi alle de afstikkere vi kan. Det er som at være på opdagelsesrejse, og vi besøger fx gocart-banen og racing-ringen. Vi finder en skjult campingplads og et stort fly, der markerer pilotskolen. Vi forsøger at snige os over en strand, men bliver forhindret af en laaaang trappe, hvor vi bærer cyklerne op, blot for at finde ud af, at vi ikke kan komme videre, så vi må bære dem ned igen. Og sådan går resten af dagen med at udforske kyststrækningen. En god dag på cykel.